Efter flere uger med store forsinkelser, aflyste tog og manglende information til passagererne har IKEA mistet tålmodigheden. Fra og med onsdag lejer møbelvirksomheden midlertidigt egne busser, som kører de omkring 600 medarbejdere bosat i Malmø og Lund til jobbet i Älmhult. Det oplyser Mattias Hennius, pressansvarlig ved IKEA of Sweden, til News Øresund.

»Der har af og til været problemer med togtrafikken, men de seneste tre til fire uger har været næsten frit fald,« siger Mattias Hennius.

Forsinkede tog, aflyste tog og manglende information har gjort det svært for de mange IKEA-ansatte som pendler til jobbet i Älmhult. Totalt beregnes det at 2.000 af de omkring 4.900 personer der arbejder på et af de 15 IKEA-virksomheder i Älmhult pendler til jobbet. Af disse bor 600 i Malmø og Lund.

Muligheden for at pendle med tog i det sydlige Sverige og til Danmark og Københavns Lufthavn er vigtigt for Inter Ikea Group og Ikea Group som tilsammen har ca. 10.000 ansatte i regionen, heraf ca. 4.900 i Älmhult, 1400 i Helsingborg, 2.300 i Malmø og 1.300 i København. Desuden har familien Kamprads virksomhedsgruppe Ikano tæt på 600 ansatte i Malmø og 100 i København.

Fra og med onsdag den 7. juni og frem til den 22. juni har IKEA-virksomheden i Älmhult lejet tre busser som starter fra Malmø og Lund 6.30 om morgenen og samler ansatte i Höör og Hässleholm op på vejen til Älmhult.

»Det er en midlertidig løsning,« pointerer Mattias Hennius.

En vigtig årsag til de store togforsinkelser er at Trafikverket udskifter alle spor på strækning mellem Vislanda og Ballingslöv. Arbejdet startede den 22. april og er først færdigt i slutningen af juni. Efter IKEAs kritik vil Trafikverket nu se på forskellige alternativer til at mindske forsinkelserne, det oplyser Lennart Andersson, chef for Trafikverkets region syd, til SVT nyheder.

Men der behøves også bedre løsninger fremover mener Mattias Hennius.

»Vi håber at udbygningen af jernvejen mellem Lund og Hässleholm påbegyndes så hurtigt som muligt.«

/ritzau