To nye observationer af et fremmed fartøj i svensk farvand har gjort, at jagten fortsætter på det, som svenske medier mener, er en russisk ubåd.

SVERIGE: Det svenske forsvar oplyser tirsdag aften, at man fortsætter jagten på »nogen eller noget, som har krænket svensk territorium.«

Sådan sagde admiral Anders Grenstad, der er næstkommanderende for det svenske forsvars operative kommando, på et pressemøde, hvor han også fortalte, at man har modtaget hundredvis af tips fra offentligheden om det fartøj, der er spottet flere gange i svensk farvand. To af disse nye observationer har forsvaret valgt at gå videre med.

»De nye observationer bedømmes som tilstrækkeligt interessante til at fortsætte arbejdet, og dermed fortsætter jagten. Det er yderst alvorligt, at vi nu er på udkig efter nogen eller noget, som har krænket Sveriges territoriale integritet,« sagde Anders Grenstad på pressemødet og kaldte samtidig krænkelsen for »helt uacceptabel«.

Svenske medier har spekuleret i, at det mystiske fartøj, som har krænket svensk territorium, skulle være en russisk ubåd, men det vil forsvaret ikke bekræfte, ligesom Anders Grenstad på pressemødet hverken ville be- eller afkræfte svenske mediers påstand om, at man tirsdag havde fået kontakt med en genstand under vandet i Stockholms skærgård.

»Vores oplysninger ligger på næsthøjeste troværdighedsniveau, og vi har ingen nationalitetsbekræftelse på fartøjet, før vi rammer højeste niveau,« svarede Anders Grenstad på et spørgsmål om, hvorvidt det var et russisk fartøj, som man jagter.

Søndag aften frigav de svenske forsvarsmyndigheder et billede - taget af en privatperson - hvor man kan ane et fartøj i vandoverfladen på Jungfrufjärden.

I eftersøgningen har de svenske myndigheder inddraget helikoptere, fly og op mod 15 krigsskibe, der alle sammen gennemtrawler skærgården, hvilket altså fortsætter mindst et døgn endnu, ifølge det svenske forsvar.