Sudans regering har meddelt FNs fredsbevarende mission i landet, at den skal begynde at forberede sig på at trække sig ud.

SUDAN: Sudans regering har bedt FNs fredsbevarende styrker om at forberede sig på at forlade landet. Det oplyser undersekretær i landets udenrigsministerium Abdallah al-Azraq ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen falder sammen med en tvist mellem den fredsbevarende mission, UNAMID, og regeringen.

De fredsbevarende styrker har undersøgt beskyldninger om en massevoldtægt begået i byen Tabit i Darfur, hvor sudanesiske tropper beskyldes for at have voldtaget omkring 200 kvinder og piger. Først blev UNAMID nægtet adgang til landsbyen, og da styrken fik tilladelse til at tage dertil, fandt den ingen beviser.

»Ingen af de interviewede bekræftede, at der havde fundet en voldtægt sted i Tabit, på den dag som medierne rapporterer,« står der i en pressemeddelelse fra UNAMID.

De fredsbevarende styrker klagede dog efterfølgende over en tung militær tilstedeværelse under samtalerne i byen.

Abdallah al-Azraq kommer ikke med nogen forklaring på, hvorfor regeringen vil have de fredsbevarende styrker ud af landet. Men han oplyser, at det blev besluttet for et par uger siden og altså angiveligt før voldtægtsanklagerne.

»Sudan har formelt anmodet - jeg har formelt anmodet - UNAMID om at lave en exit-strategi,« siger Abdallah al-Azraq.

Han tilføjer, at han har forståelse for, at det kan tage noget tid, før den fredsbevarende mission kan forlade landet.

UNAMID-talsmand Ashraf Eissa bekræfter ifølge Reuters, at missionen har modtaget regeringens anmodning og siger, at en vurdering af sagen vil være klar i slutningen af februar.

Situationen i Darfur er spidset til i løbet af de seneste måneder. FN anslår, at 385.000 siden starten af året er blevet fordrevet fra deres hjem på grund af konflikten mellem Sudans regering og væbnede grupperinger i Darfur.

I sidste måned beskyldte en FN-efterforsker UNAMID for gentagne gange at have dækket over forbrydelser mod civile og fredsbevarende soldater, som landets regering beskyldes for at være ansvarlig for.

Samme måned blev tre af FNs fredsbevarende soldater dræbt i et angreb i Darfur.