Menneskerettighedsforkæmpere frygter, at Sudan er ved at indføre sharia-lov, efter en ung kvinde er blevet dømt til døden ved stening for utroskab.

I et fængsel i Khartoum sidder Intisar Sharif Abdalla lænket og venter på at blive stenet ihjel. Den cirka 20-årige kvinde, der er fængslet sammen med sit spædbarn, er blevet dømt til døden for utroskab ved en civil domstol i Sudan.Steningsdommen vækker bekymringer hos både lokale og internationale menneskerettighedsforkæmpere, der frygter, at det muslimske land vil lægge mere vægt islamisk sharia-lovgivning, efter Sydsudan, hvor flertallet af befolkningen dyrker traditionelle religioner, sidste år erklærede sin selvstændighed.- Denne sag giver anledning til bekymring om, hvordan dommere fortolker og anvender Sudans lovgivning, siger Jehanne Henry fra menneskerettighedsgruppen Human Rigths Watch til nyhedsbureauet Reuters.

Sudan benytter sig i vid udstrækning af islamiske love i forhold til visse forbrydelser såsom at drikke alkohol og begå utroskab. Det sidstnævnte udløser normalt en piskestraf, mens steninger er yderst sjældne.

Ifølge Reuters’ oplysninger blev Intisar Sharif Abdalla nægtet en forsvarer under retssagen, hvor hun blev dømt til døden. Hun får nu juridisk bistand fra to advokater, der har appelleret dommen.

Det har ikke været muligt for nyhedsbureauet at få en kommentar fra de sudanesiske myndigheder.