Hvis de globale temperaturer fortsætter med at stige, vil verdens største koralrev skrumpe markant ind.

Sydney: Mange dykkere og andre folk i badetøj er gennem årene begejstret gået på opdagelse i det turkisblå vand ved Great Barrier Reef ud for Australiens østkyst.

Men hvis klimaforandringerne fortsætter, risikerer store dele af de farverige koraller at forsvinde fra revet, advarer forskere.

Verdens største koralrev lider i øjeblikket under det værste tilfælde nogensinde af såkaldt blegning, hvor de levende organismer skiller sig af med de mikroskopiske, fotosyntetiske alger, der giver dem deres farve.

93 procent af korallerne er ramt af blegning i større eller mindre grad på grund af varmere havtemperaturer.

Eksperter fra det regeringsstøttede ARC Centre of Excellence for Climate System Science siger i et nyt studie, at hvis udledningen af klimagasser fortsætter med at stige, så vil blegning i store områder blive mere og mere normalt.

I midten af 2030'erne vil det formentlig ske hvert andet år ifølge forskerne.

Da revene har brug for omkring 15 år til at komme sig fuldstændigt efter alvorlig blegning, forklarer forskerne, at "vi sandsynligvis vil miste store dele af Great Barrier Reef om blot et par årtier".

- Disse ekstreme temperaturer vil blive hverdagskost i 2030'erne, og det vil lægge et stort pres på økosystemerne i Great Barrier Reef, siger Andrew King, der er hovedforfatter til studiet.

- Vores forskning viser, at begivenheder som dette års blegning er 175 gange mere sandsynligt i dag end i en verden, hvor mennesker ikke udledte drivhusgasser. Vi har gjort det sværere for et af verdens største naturlige vidundere at overleve, siger han videre.

Korallernes farve kan vende tilbage, hvis vandets temperatur falder igen.

/ritzau/AFP