Det næste retsmøde i voldtægtssagen mod Dominique Strauss-Kahn er overraskende blevet udsat.

Det næste retsmøde i New York i voldtægtssagen mod tidligere IMF-chef Dominique Strauss-Kahn er blevet udsat i to uger, oplyser hans advokater.

Oprindeligt var retsmødet berammet til at finde sted 18. juli, men mandag meddelte advokaterne, at det først vil finde sted 1. august.

Strauss-Kahn er sigtet for voldtægtsforsøg mod en stuepige på et hotel i New York i maj.

Han blev i første omgang varetægtsfængslet, men blev siden overført til husarrest og siden igen løsladt mod, at han indleverede sit pas og lovede at forblive i USA mens sagen kørte.

Anklagemyndigheden har lidt et betydeligt tilbageslag i sagen, efter at det er kommet frem, at stuepigen har løjet over for politiet om flere forhold i forbindelse med den påståede voldtægt.

Den amerikanske tabloidavis New York Post skrev i sidste uge, at anklagemyndigheden agter at droppe voldtægtsanklagerne mod Strauss-Kahn, og at det formelt vil ske ved det næste retsmøde.

Det er dette retsmøde, der nu overraskende er blevet udsat i to uger.

Strauss-Kahns advokater oplyste mandag ikke noget om, hvorfor retsmødet er blevet udskudt til 1. august.



/ritzau/AFP