Danmark suspenderer ikke flyvninger med helikoptertypen, mens både Storbritannien og Norge har sagt stop.

London: Først forbød de norske myndigheder at flyve med Super Puma-helikoptere, og nu følger Storbritannien med.

Fredag suspenderer luftfartsmyndigheden i Storbritannien flyvninger med helikoptertypen, som er af den samme type, der styrtede ned fredag i Norge.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Som følge af ulykken har den britiske luftfartsmyndighed udstedt en instruktion om at stoppe eventuelle kommercielle passagerflyvninger med den britiske flyver Airbus EC225LP-helikopter, siger en talsmand ifølge Reuters.

Men her i landet har de danske myndigheder ikke taget initiativ til at suspendere flyvninger med helikoptertypen.

Det oplyser pressechef Kim Voigt Østrøm, Trafik- og Byggestyrelsen.

- Vi har ikke klarhed over, hvad der forårsagede ulykken, så det er positionen lige nu, siger han fredag aften.

Helikoptertypen bruges i Danmark til at fragte personer og materialer fra Esbjerg Lufthavn til olie- og gasplatforme i Nordsøen, oplyser Lars-Henrik Thorngreen, der er direktør i DanCopter. Virksomheden holder nu øje med, hvad myndighederne melder ud.

- Vi er i kontakt med flyproducenten og de danske myndigheder for at være sikre på, at vi tager de rigtige beslutninger om, hvad der skal ske, siger han.

Det var omkring klokken 12 fredag, at en helikopter af Super Puma-typen styrtede ned vest for Bergen i Norge med 13 mennesker om bord. Indtil videre er 11 lig fundet, men man mener, at alle 13 er omkommet.

Både i Norge og Storbritannien sker flyforbuddet som en direkte konsekvens af ulykken. I Norge gælder sikkerhedsdirektivet fra klokken 14 fredag, og indtil det bliver trukket tilbage.

Helikopteren havde 11 nordmænd, en brite og en italiener om bord.

Det er ikke første gang, at den type af helikopter er styrtet ned. Mellem 2009 og 2013 var Super Puma-helikoptere involveret i fem ulykker i Storbritannien. Den alvorligste kostede 16 mennesker livet i Skotland i 2009.

I 2012 blev de også hevet midlertidigt ud af brug i Norge, da der med kort mellemrum havde været to nødlandinger. Året efter var helikopterne i brug igen.

Det er ottende gang på ti år, at Norge oplever en alvorlig helikopterulykke, der koster mennesker livet.

Norges statsminister, Erna Solberg, kalder det en "sorgens dag".

/ritzau/