Er du er af de mange, der kun sætter dine ben i kirken juleaftensdag og så ellers til dåb, konfirmation, bryllup og begravelser, så er der stor sandsynlighed for, at du ikke er særlig lykkelig.

Ifølge en stor amerikansk undersøgelse lavet af Austin Institute for the Study of Family and Culture, er der nemlig forbindelse mellem tro og lykke. Den viser, at mennesker, som har et religiøst tilhørsforhold, også har en højere grad af personlig lykkefølelse.

15.738 amerikanere i alderen 18 til 60 har deltaget i undersøgelsen, og ud af den gruppe, som går i kirke mindst en gang om ugen, betegner hele 45% sig som meget lykkelige, mens kun 28% af dem, der aldrig går i kirke, befinder sig i den tilstand.

Artiklen fortsætter under grafen...

Ifølge forskerne bag undersøgelsen er den mest sandsynlige årsag til, at troende føler sig mere lykkelige det stærke sociale netværk, som kirken og troen kan tilbyde. Følelsen af at høre til, at have et fælles mål og formål med livet.

Det er langt fra første gang, at amerikanske forskere er kommet frem til det resultat. Men ifølge religionsforsker ved Aarhus Universitet Jørn Borup, kan man ikke trække en direkte parallel mellem USA og Danmark.

»Det siger mere om USA end om religion i forhold til lykke. Og det er ikke noget, der er direkte overførbart til Danmark,« mener Jørn Borup og uddyber:

»Der har været lavet lignende undersøgelser, der peger på en relation mellem religion og lykke, at man som religiøs har grundlag for at have en dybere mening med livet og dér finder et fællesskab og et stærkt netværk, som man ikke finder ved at gå til eksempelvis badminton. Så i USA er fællesskabsfølelsen meget ofte bundet op omkring religion, hvilket den slet ikke ville være i Danmark, fordi religion har en helt anden status her og ikke er en naturlig del af det sociale fællesskab,« siger Jørn Borup.

Så når Danmark og danskerne gang på gang kåres som verdens lykkeligste - uden at vi er specielt troende - er det ifølge Jørn Borup stærkt provokerende for mange amerikanere.

»For de vil så gerne have lykke bundet op på netop religionsbegrebet og forstår ikke, hvordan man overhovedet kan være lykkelig uden at være særlig religiøs. Det er lidt af en provokation at komme og sige, at det går godt uden.

Men det skyldes måske, at meget af religionens rolle herhjemme er overtaget af det ikke religiøse velfærdssystem. Det er dét, der giver os fællesskabsfølelsen. Så dybest set er forklaringen den samme som i USA. Det er bare ikke religionen men velfærdssystemet, der står for mange af de samme ting,« siger Jørn Borup.

Så måske skal vi slet ikke have det så skidt med, at vi kun sjældent sætter vores ben i kirken.