En lille fiskerbåd er på vej tilbage til Norge efter syv årtier ved fremmede kyster.

Båden blev stjålet i 1941 af fire unge nordmænd, der sejlede over Nordsøen til Skotland. Her har båden haft hjemme lige siden, men nu er den blevet opsporet af en af de unge flygtninges sønner.

Sønnerne John and Martin Berthelsen fandt båden i den lille fiskerby Johnshaven, hvor den bliver opbevaret på det lokale egnsmuseum.

- Båden er meget vigtig, ikke bare for min familie, men for hele det norske folk, da det formentlig er den eneste overlevende af de mange små, åbne både, der krydsede Nordsøen under krigen, siger John Berthelsen til BBC.

Fiskerbåden, der blev døbt »Thistle« efter ankomsten til Skotland, skal sendes hjem til Norge i starten af februar. Borgerne i skotske Johnshaven har planlagt en afskedsceremoni.