Steven Avery er hovedperson i Netflix-serien, som alle taler om. I dokumentaren ’Making a Murderer’ bliver Steven Avery dømt for mordet på en 25-årig kvinde. Han sidder nu i fængsel på livstid, men hans advokat tror stadig på, at han er uskyldig, og hun har nu et nyt bevis.

I 18 år sad den amerikanske Steven Avery fængslet for en voldtægt, som han ikke havde begået. I 2003 blev han endelig løsladt, men der gik ikke længe, før han endnu engang blev anholdt. Denne gang blev han anklaget for mordet på den lokale kvinde Teresa Halbach, da hendes bil og rester af hendes lig blev fundet tæt ved Steven Averys bolig i 2005.

I seriens ti afsnit følger man retssagen mod den nu 54-årige Steven Avery. Han hævder gennem hele forløbet, at han er uskyldig, men retssagen ender med, at han idømmes livsvarigt fængsel for drabet på Teresa Halbach.

Dommen faldt i 2007, men Steven Averys nye advokat, Kathleen Zellner, forsøger fortsat at bevise sin klients uskyld, og nu har hun eftersigende nye og vigtige oplysninger.

I et tweet fortæller hun, at registreringer fra et telefontårn giver Steven Avery et vandtæt alibi. Ifølge Kathleen Zellner viser registreringerne nemlig, at Teresa Halbach forlod Steven Averys grund, mens Steven Avery blev på grunden.

Ifølge BBC har Kathleen Zellner indgivet en appel i sagen. Hun hævder, at der i retssagen kun blev kigget på indgåede og udgåede opkald, og at mere detaljerede oplysninger nu er tilgængelige. På det seneste har hun flere gange tweetet om sagen. Blandt andet har hun skrevet:

»Hvor længe vil de vidner, som løj under retssagen, blive beskyttet af dem, som kender sandheden?«

Den 25-årige Teresa Halbach forsvandt i 2005, efter at hun samme dag havde fotograferet en af Steven Averys biler. I retten hævede anklageren, at Steven Avery dræbte den unge kvinde og brændte hendes lig med hjælp fra sin nevø. De blev begge dømt for drabet.

Serien ’Making a Murderer’ har skabt stor debat, og flere hundrede tusinde amerikanere har underskrevet en erklæring, der beder præsident Obama om at løslade Steven Avery og hans nevø.

Blandt dem, som tror på Steven Averys uskyld, hersker en mistanke om, at politiet har plantet falske beviser, fordi de frygtede, at de skulle betale en stor økonomisk erstatning til Steven Avery, fordi de fik ham fængslet for en voldtægt, som DNA-teknologi senere viste, at han ikke have begået.

Også Kathleen Zellner mener, at der er tale om plantede beviser, og via sin Twitterprofil giver hun udtryk for, at en afsløring er inden for rækkevidde.

»Den lette del: at plante beviser. Den svære del: at undgå videnskabelig opdagelse 10+ år senere,« skriver hun.

Tidligere på året har den øverste chef for Netflix’ indhold, Ted Sarandos, bekræftet, at der måske kommer endnu en sæson om Steven Avery og hans sag.

»Historien folder sig stadig ud, så vi vil helt sikkert kigge på det,« sagde han ifølge People.com.