Præsident Michel Temer er tiltalt for korruption, men politikere skal afgøre, om sagen kommer for en dommer.

Brasilia. Brasiliens statsanklager har tiltalt landets præsident, Michel Temer, for at have modtaget bestikkelse.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er det den første af en lang række tilsvarende anklager, som forventes at blive rejst mod Temer.

Statsanklager Rodrigo Janot indleverede mandag anklageskriftet til Brasiliens højesteret.

Ifølge landets forfatning skal underhuset i kongressen i hovedstaden Brasilia nu stemme om, hvorvidt den vil tillade, at der bliver indledt en retssag mod præsidenten. Et flertal på to tredjedele er nødvendigt for at give grønt lys.

Michel Temer vil blive suspenderet fra sin post som præsident i op til 180 dage under en eventuel retssag. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Den konservative og ifølge meningsmålinger upopulære Temer er sammen med flere andre toppolitikere i Sydamerikas største land viklet ind i en gigantisk skandale om bestikkelse og korruption.

Han nægter alle beskyldninger. Mandag lød det trodsigt fra Temer, at intet kan "ødelægge" ham. Udtalelsen faldt, inden det kom frem, at der er indgivet et anklageskrift.

Konkret beskylder statsanklager Rodrigo Janot præsidenten for at have modtaget 500.000 real (omkring en million kroner, red.) i bestikkelse fra en erhvervsleder.

Brasiliens højesteret gav i april den offentlige anklager grønt lys til en efterforskning af 108 politikere, der er mistænkt for korruption.

Det har længe været kendt, at anklagemyndigheden har haft Temer i kikkerten for at have modtaget store beløb i bestikkelse.

Selv om adskillige præsidenter i Brasilien gennem tiden har været under mistanke i lignende sager, så er Temer ifølge AFP den første siddende præsident, som er tiltalt i en kriminalsag.

Temers forgænger, den socialistiske præsident Dilma Rousseff, blev fældet af beskyldninger om at have pyntet på statsbudgettet og afsat af senatet i august 2016.

/ritzau/