____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Spørgsmålene står fortsat i kø, efter et malaysisk fly natten til lørdag lokal tid pludselig forsvandt sporløst med 239 personer om bord. To døgn efter ulykken har efterforskerne stadig ingen idé om, hvad der er sket med Boeing 777-200-flyet, som var på vej fra Kuala Lumpur i Malaysia til Beijing i Kina.

Piloterne kom ikke med nogen meldinger om problemer forud for dets forsvinden, og der er endnu ikke fundet vragrester, som kan afsløre, hvad der er sket. Manglen på vragrester indikerer, at flyet gik i opløsning, mens det endnu var i luften. Det vil betyde, at vragdelene er spredt over et meget stort område.

Efterforskerne arbejder ifølge den norske avis VG i øjeblikket med fire teorier i forsøget på at opklare, hvad der skete med flynummer MH370 fra Malaysian Airlines:

  1.  Flyet blev ødelagt i luften

    Manglen på vragrester efter flyet er i sig selv et mysterie. Selvom flyet skulle være styrtet ned over havet, vil man normalt finde en mængde vragrester i vandet. En malaysisk kilde centralt i efterforskningen siger ifølge den norske avis VG til Reuters, at manglen på vragdele tyder på at flyet er gået i opløsning i luften. Teorien forklarer, hvorfor der ikke er fundet vragdele, da de er spredt over et meget stort område.
    Teorien kan også være forklaringen på, at piloterne ikke har nået at sende et nødsignal, inden flyet forsvandt fra radaren.
  2. Terror

    En af politiets teorier er, at det forsvundne malaysiske fly er blevet udsat for et terrorangreb i luften. Lørdag kom det frem, at to personer havde brugt falske pas for at komme om bord på flyet, og det har givet liv til spekulationerne om terror. Dertil kommer nye oplysninger om, at fem passagerer tjekkede ind til det malaysiske fly, uden nogensinde at gå om bord på flyet. Det oplyser den malaysiske transportminister Hishammuddin Hussein ifølge CNN. de fem passagerers bagage blev fjernet fra flyet inden afgangen fra Kuala Lumpur.

    Den tidligere chef for PET i Danmark, Hans Jørgen Bonnichsen, har tidligere sagt til BT, at han ikke anser teorien for sandsynlig, men at alle muligheder selvfølgelig skal undersøges. Han vurderer terrorangreb som usandsynligt, fordi ingen har taget ansvar for flyets forsvinden. - Terror er en form for moderne kommunikation, hvor fem procent er død og ødelæggelse, og 95 procent er, at man skal have det kommunikeret ud til verden for at gøre opmærksom på en sag. Det er ikke sket endnu, understreger han overfor BT.
    Det faktum at piloterne ikke nåede at udsende et nødsignal, taler også imod teorien om terror. En bombeeksplosion i luften kan ellers forklare, hvorfor flyet forsvandt så pludseligt.

  3. Pludselig kursændring

    De sidste radaroplysninger fra flyet tyder på, at flyet pludselig skiftede kurs. Chefen for Malaysias luftforsvar, Rodzali Daud, udtalte søndag, at radaroplysninger indikerer, at flyet pludselig drejede, inden det forsvandt helt fra radaren. 
    Indtil videre er der ingen forklaringer på flyets pludselige kursændring. Men en talsmand fra Malaysia Airlines siger ifølge VG, at radaroplysningerne er bekymrende, fordi piloter skal varsle om sådanne manøvrer på forhånd.
  4. Teknisk eller menneskelig fejl

    Indtil videre er der kun meget lidt, som tyder på, at menneskelige eller tekniske fejl er skyld i, at Boeing 777-200-flyet natten til lørdag forsvandt sporløst. Muligheden for en menneskelig fejl kan dog ikke udelukkes, før flyet bliver fundet og undersøgt.
    Flytypen regnes for et af de mest sikre fly i verden, og Malaysia Airlines har siden 1970 kun oplevet to ulykker skriver VG. En ulykke forrige år, som kostede to personer livet, og en ulykke i 1977, hvor 100 personer omkom. 
    Luftfartsekspert Gerry Soejatman siger til nyhedsbureauet AFP, at der er mange faktorer som skal til, for at et fly styrter på grund af tekniske eller menneskelige fejl. Piloter er trænet i at oplyse, hvis de oplever tekniske problemer, og moderne fly har dertil avancerede varslingssystemer, som selv oplyser, hvis noget ikke fungerer.