En særlig mand står tilbage som en helt efter torsdagens terrorangreb i den franske havneby Nice. På sin motorcykel forsøgte han heroisk at forhindre, at gerningsmanden pløjede gennem en uskyldig menneskemængde i en tonstung lastbil.

Midt i den store tragedie står en helt nu frem og fortæller om sin rolle i de dramatiske minutter torsdag aften, da den 31-årige Mohamed Lahouaiej Bouhlel cirka klokken 23:00 hamrede gennem folkemængden på strandpromenaden og dræbte 84 mennesker, mens over 200 blev såret.

Det skriver britiske Daily Mail.

Helten hedder Alexander Migues og havde under angrebet sin motorcykel med. Da den 19 ton tunge lastbil kørte ud på sin dødsrute gennem folkemængden, som var i færd med at fejre Frankrigs nationaldag, forsøgte Alexander Migues at køre efter og stoppe angrebet.

Franskmandens heroiske indsats begyndte med, at han kørte op på siden af lastbilen. Herefter forsøgte Alexander Migues at klamre sig fast til førerdøren, som han kæmpede for at bryde op flere gange. Alt imens Mohamed Lahouaiej Bouhlel ifølge internationale medier drejede hjulene fra side til side, så han kunne køre flest mennesker ned på strandpromenaden.

»Jeg kan ikke engang forklare, hvordan jeg formåede at køre efter en lastbil. Da jeg så, at han (terroristen, red) virkelig var fast besluttet, prøvede jeg noget,« siger Alexander Migues til Daily Mail.

Desværre måtte Alexander Migues afbryde sit forsøg på at stoppe Mohamed Lahouaiej Bouhlel, fordi terroristen trak en pistol, som han truede franskmanden med.

Alligevel er Alexander Migues en helt, og det skyldes ifølge Daily Mail, at hans forsøg på at tiltvinge sig adgang til førerhuset fik terroristen til at sagtne lastbilens fart, således at en anden motorcyklist fik mulighed for at kaste sin maskine ind under lastbilen.

Alexander Migues slap døren til førerhuset i det øjeblik, han hørte, at motorcyklen ramte lastbilen, for da hørte han også lyden af skud fra politiet, som endte med at dræbe Mohamed Lahouaiej Bouhlel.

Franskmanden er blevet traumatiseret efter episoden, og han sov ikke i de efterfølgende 36 timer. Til Daily Mail fortæller Alexander Migues, at han efterfølgende har haft mareridt om natten.

Det, han især tænker på nu, er, at han ville ønske, at han kunne have hængt fast på lastbilen i længere tid, for at få den til at køre langsomme. Dermed ville flere ofre have haft tid til at flygte fra lastbilen.

Men Alexander Migues trøster sig med, at der ikke blev dræbt flere mennesker, efter motorcyklen røg ind under lastbilen.

I disse dage bruger franskmanden sin motorcykel, når han skal bearbejde oplevelsen. Så tager han ud og kører en tur for at rense hovedet for tanker, fortæller han slutteligt til Daily Mail.

Islamisk Stat (IS) har taget ansvaret for angrebet i Nice.