Tidligere nazist og SS-sygehjælper er for psykisk svag til at gennemføre retsmøde, fastslår dommer.

Neubrandenburg: En retssag mod en tidligere SS-sygehjælper i den nazistiske koncentrationslejr Auschwitz er blevet udskudt. Den nu 95-årige Hubert Zafke er blevet fundet for psykisk svag af dommeren, Klaus Kabisch, skriver AFP.

Hubert Zafke blev undersøgt af en læge søndag, der ifølge dommeren har konstateret, at Zafke har "selvmordstanker og lider under en stressreaktion og forhøjet blodtryk".

Derfor var han "ikke i stand til" at blive transporteret til retten eller at blive udspurgt, siger Klaus Kabisch ved åbningen af retsmødet ifølge AFP.

Hubert Zafke er anklaget for medvirken til drab i koncentrationslejren fra 15. august til 14. september i 1944, da han var sygehjælper.

I alt 14 fangetog ankom i perioden til Auschwitz, og mange af fangerne i arbejdslejren blev gasset ihjel, udsultet eller henrettet.

En af fangerne, der ankom til lejren med sin familie, var Anne Frank, hvis dagbog fra tiden, hvor hun skjulte sig i Holland, siden er blevet verdensberømt.

Anklagemyndigheden siger, at Zafke på grund af sit virke har vidst, at Birkenau - en tilbygning til Auschwitz - var en udryddelseslejr.

Han anklages for at have kendt til og medvirket til drab på 3681 mennesker.

Men Zafkes forsvarer har afvist anklagen, og Zafke har forklaret, at han ikke kendte til gaskamrene på stedet.

Retssagen er den første af i alt tre, der er planlagt i år, mod tidligere medlemmer af det nazistiske korps SS.

Christoph Heubner, der er næstformand for Den Internationale Auschwitz Komité i Berlin, siger, at retssagerne skal ses som en mulighed for at gøre op med "svigt i Tysklands retssystem".

Blandt de 6500 tidligere SS-ansatte i Auschwitz, der overlevede krigen, er færre end 50 blevet dømt.

Skulle Zafke blive dømt i retten, vil han kunne få mellem 3 og 15 år i fængsel. Men det anses for tvivlsomt, om han kommer til at afsone grundet sin høje alder.

/ritzau/

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook