En kontrolleret sprængning af de ikoniske 'The Red Road Towers' i den skotske by Glasgow gik galt, da to af seks højhuse kun faldt delvist sammen.

Højhusene havde domineret Glasgows skyline i mange år, men søndag havde de 'prydet' bybilledet for sidste gang. Det var i hvert fald planen.

Men som det er tydeligt i videoen, bliver to af højhusene stående efter den kraftige sprængning. 2.500 mennesker var blevet evakueret af sikkerhedsmæssige årsager, og de kunne først vende tilbage til deres hjem flere timer efter sprængningen. Myndighederne skulle først sikre sig, at det var sikkert for beboerne at vende tilbage. Det skriver BBC.

Højhusene blev bygget i 1960’erne og var svaret på Glasgows boligproblem, men de blev hurtigt nedslidte og vandaliseret og var derfor nedrivningsmodne.

Ifølge BBC tog Glasgow Housing Association beslutningen om at nedlægge alle seks højhuse på én gang, efter de havde forhørt sig hos lokale beboere i området.

Det er endnu uvist, hvordan man vil få lagt det sidste af de to højhuse ned.