Mens en stor del af befolkningen verden over for tiden sætter sig til rette foran tv-skærmen for at juble over VM i fodbold, er det en helt anden form for 'underholdning', som en gruppe israelske mænd og kvinder i disse dage dyrker.

Store klumper af mennesker har de sidste dage slået sig ned på en bakkeryg på grænsen mellem Palæstina og Israel med stole og popcorn.

Her sidder de på første parket med det bedste udsyn til ’underholdningen’, bombningen af Gaza.

- Vi er her for at se Israel smadre Hamas, som en af mændene siger til Kristeligt Dagblad, der som de første mødte gruppen tidligere på ugen.

Billederne har fremprovokeret voldsomme reaktioner på de sociale medier, hvor korrespondent Allan Søren har lagt et billede af sceneriet ud på twitter.

- Klapper når der lyder brag, skriver han under billedet om de israelske tilskuere.

Billedet er blevet re-tweetet omkring 10.000 gange og debatten er ophedet.

- Dette er umenneskeligt, afskyeligt og ulækkert. Skam dig, Israel, som en skriver, mens en anden kalder det 'moralen hos et folk, der er så forskruet, at mord er et offentligt skue.