Spionchef fundet dræbt i Sydafrika

Tidligere leder af efterretningstjenesten i Rwanda er fundet kvalt på et luksushotel i Sydafrika. Oppositionen i Rwanda beskylder regeringen for at stå bag.

SYDAFRIKA: Patrick Karegeya var i ti år chef for efterretningstjenesten i Rwanda. Nu er han død.

Oppositionspartiet Rwanda Nationale Kongres (RNC), som Karegeya var en del af, oplyser torsdag, at den tidligere efterretningschef er fundet dræbt på et luksushotel i Sandton ved Johannesburg.

»Oppositionen i Rwanda er dybt bedrøvet over at kunne fortælle om snigmordet på oberst Patrick Karegeya i Johannesburg. Liget blev fundet på et hotel, hvor han skulle til et møde,« skriver RNC ifølge nyhedsbureauet AFP i en pressemeddelelse.

RNC-formand, Frank Ntwali, er ikke i tvivl om, hvem der står bag mordet på Patrick Karegeya.

»Det er sandt. Han blev kvalt af Kagames agenter,« siger Frank Ntwali.

Paul Kagame er præsident i Rwanda og fjernede i 2006 Patrick Karegeya fra posten som efterretningschef, fratog ham oberst-titlen og fængslede ham. I 2007 flygtede Patrick Karegeya til Sydafrika, hvor han har levet i eksil siden.

I 2010 overlevede en anden dissident fra Rwanda Faustin Kayumba Nyamwasa, som også er flygtet til Sydafrika, to attentatforsøg.

BNB/AFP