To mennesker har mistet livet i de ekstreme oversvømmelser i provinsen Málaga i den sydspanske region Andalusien. Ferieparadiset har siden søndag været ramt af de værste regnskyl i provinsen siden 2012.

I byen Estepona omkom en rumænsk kvinde, mens en mand er fundet død i La Línea de la Concepción på den spanske solkyst.

Det skriver det spanske medie El País.

Manden, der døde, var ifølge El País en 36-årig elektriker, som blev overrasket af de massive vandmængder, da han sad i sin bil, mens han var på arbejde. Kvinden mistede ifølge Diario Sur livet, da hun blev fanget i stripklubben, hvor hun arbejdede. Klubben lå under gadeniveau og blev oversvømmet.

Utallige huse er oversvømmede, og flere veje er lukket for trafik. Vandet er nået op til en meters højde i flere borgeres hjem, og evakuerede tilbragte natten i krisecentre, sportshaller og hos pårørende. Flere skoler er lukkede mandag.

Estepona er en af de byer i provinsen, der er hårdest ramt af det voldsomme vejr. På billedet ses en oversvømmet gade i byen søndag den 4. december.
Estepona er en af de byer i provinsen, der er hårdest ramt af det voldsomme vejr. På billedet ses en oversvømmet gade i byen søndag den 4. december. Foto: JORGE ZAPATA
Vis mere

Søndag blev der i hele Andalusien registreret 1.300 tilfælde, som nødberedskab måtte rykke ud til på grund af det voldsomme vejr.

I byerne Mijas og Estepona i Costa del Sol-området faldt der i løbet af søndagen ifølge Diario Sur henholdsvis 221 og 214 liter regnvand per kvadratmeter. I provinshovedstaden Málaga ramte i alt 75 liter regnvand per kvadratmeter gaderne i løbet af søndagen, mens 35 liter faldt på blot én time, skriver regionalavisen.

47-årige Liselotte Kobstrup, der er redaktør på det lokale onlinemedie Costa Posten, har boet på Solkysten i 23 år. Hun bor i Mijas – i nærheden af byen Fuengirola – og fortæller til BT, at vejret har været helt vildt.

»Det er helt uvirkeligt. Det stod ned i stride strømme. Lige pludselig kom det bare, og det kom så hurtigt, at folk og dyr endte med at blive fanget i nogle meget uhyggelige situationer,« siger Liselotte Kobstrup.

Liselotte Kobstrup på den famøse vandresti i Andalusien, Caminito del Rey.
Liselotte Kobstrup på den famøse vandresti i Andalusien, Caminito del Rey. Foto: Privat
Vis mere

Den massive regn begyndte at falde natten til søndag, og om morgenen åbnede himlen sig pludselig for alvor op.

»Det er heldigt, at der kun har været to dødsfald i så vild en situation som denne. Man kan slet ikke forestille sig det, men det kommer så hurtigt, så man har ikke mulighed for at undslippe,« siger hun med henvisning til de to dødsfald, hvor manden druknede i sin bil, og kvinden druknede i kælderbygningen.

Liselotte Kobstrup brugte søndagen strandet i sin lejlighed. Mandag eftermiddag er uvejret dog stilnet lidt af, siger hun og fortæller, at vejret vender tirsdag, hvor solen igen vil hænge over Solkysten.

Natten til søndag udsendte den nationale vejrtjeneste en rød alarm for ’ekstrem fare’, men alarmen er siden blevet nedjusteret til først orange og nu gul i hele Málaga-provinsen.

Ødelæggelser på en strand i Marbella. Billedet er taget søndag den 4. december.
Ødelæggelser på en strand i Marbella. Billedet er taget søndag den 4. december. Foto: ANDRES LANZA
Vis mere