Vejen er banet for en ny regeringsperiode for Spaniens fungerende konservative premierminister, Mariano Rajoy.

Madrid. Spaniens socialister er søndag nået til enighed om at undlade at blokere for en konservativ regering. Dermed er landets langvarige regeringskrise forbi. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ledende medlemmer af Socialisterne stemte ved et møde i Madrid for at acceptere en konservativ regering. Beslutningen blev vedtaget med 139 stemmer for og 96 stemmer imod.

Det betyder, at partiet ikke blokerer for, at den fungerende konservative premierminister, Mariano Rajoy, kan indlede en anden regeringsperiode.

Landet har i månedsvis været i en politisk krise uden fortilfælde i det moderne Spanien. Krisen har lammet både parlamentet og landets andre politiske institutioner.

Desuden har krisen skadet den spanske økonomi.

Over 250 medlemmer af Socialistpartiet var samlet til søndagens møde i hovedstaden, Madrid.

Mødet kom i stand, efter at den hidtidige partileder, Pedro Sanchez, trak sig tidligere på måneden. En stor del af omkring 300 medlemmer af hans parti var på et tidligere møde gået imod hans linje.

Sanchez og hans tilhængere var indstillet på igen at blokere for en ny regering under ledelse af det konservative PP-parti. PP har ved valgene fået flest stemmer. Men det var ikke nok til et klart flertal i parlamentet.

Rajoy har på grund af den spegede sammensætning i parlamentet været tvunget til at forhandle om at danne en mindretalsregering. Den blev dog ikke godkendt i parlamentet i september.

To parlamentsvalg - i december 2015 og juni 2016 - gav begge mudrede resultater.

Modstanderne af Sanchez har ønsket, at socialisterne nu skal bruge deres 85 mandater i parlamentet til at løse op for den fastlåste politiske situation. I praksis skal det ske, ved at de undlader at stemme ved tillidsafstemningen.

/ritzau/Reuters