Migranter nåede frem til det sydlige Spanien, efter at være stævnet ud fra Marokko. Blandt andet på en jetski.

Madrid. Onsdag blev 600 migranter fra Afrika reddet i land i det sydlige Spanien, efter at de på forskellig vis havde krydset farvandet mellem Spanien og Marokko.

Det er det hidtil største antal migranter, som den spanske kystvagt har hjulpet i land i år, skriver BBC.

FN's migrationsagentur, IOM, vurderede i sidste uge, at Spanien i år kan ende med at overhale Grækenland på antallet af migranter, der ankommer til landet via havet.

Personerne, der blev reddet onsdag, var stævnet ud fra Marokko i 15 fartøjer. Blandt andet på jetski samt i små padlebåde tiltænkt børn.

Onsdag i sidste uge blev badegæster på en strand i det sydlige Spanien noget chokerede, da en sort gummibåd skyllede op på kysten, og dusinvis af migranter sprang ud og satte i løb.

FN oplyser ifølge BBC, at flere end 9000 migranter er ankommet via havet til Spanien fra årets begyndelse og frem til midten af august. Det er tre gange så mange som i 2016.

Omkring 120 personer menes at være druknet i forsøget på at krydse havet. De fleste migranter sejler over Gibraltarstrædet. En tur på 12 kilometer.

Hovedparten af de migranter, der kommer til Spanien, er fra lande syd for Sahara som Guinea og Elfenbenskysten.

Ved ankomsten bliver de tilset af læger. Derefter kommer de i politiets varetægt og anbringes midlertidigt i lejre, mens deres ansøgninger om asyl bliver behandlet, har BBC tidligere beskrevet.

Selv om migranterne, der ankommer til Spanien, er få sammenlignet med Italien, nærmer landet sig altså stille og roligt niveauet i Grækenland.

Her er omkring 11.700 ankommet med både i samme tidsperiode.

Til sammenligning er det lykkedes næsten 100.000 migranter at nå frem til Italien fra Libyen. Ifølge IOM har 2242 mennesker mistet livet på den rute.

/ritzau/