ALGERIET: Regering i Madrid har evakueret alle de 12 statsborgere samt tre andre europæere, der hidtil har arbejdet i flygtningelejren i Tindouf i det vestlige Algeriet. Det skriver BBC.

Det sker ifølge udenrigsminister Jose Manuel Garcia-Margallo på grund af »beviser om en alvorlig optrapning af usikkerheden i regionen«.

Tidligere på måneden blev tre europæiske nødhjælpsarbejdere kidnappet fra en flygtningelejr i netop Tindouf, og bortførerne - der senere løslod de tre europæere - hævdede, at de havde bånd til al-Qaeda.

Den spanske udenrigsminister mener, at Algeriets naboland Mali er blevet »omdannet til en terrorplatform«, efter at det nordlige Mali i marts blev erobret af islamister og såkaldte Tuareg-oprørere efter et kup mod regeringen.

Alliancen mellem islamister og Tuareg-oprørere er siden brast sammen, og nu kontrollerer islamisterne med bånd til al-Qaeda den nordlige regions tre hovedbyer Timbuktu, Gao og Kidal, skriver BBC.

Tusindvis af mennesker er flygtet fra området, og den vestafrikanske samarbejdsorganisation ECOWAS har allerede annonceret, at man har planer om at sende 3.000 soldater til Mali for at gribe ind i konflikten og dæmme op for islamisternes stigende magt i den nordlige del af landet.

Spaniens udenrigsminister sagde lørdag, den spanske regering var klar til at støtte ECOWAS-missionen, men undlod at gå i detaljer om, hvordan spanierne konkret vil bidrage til missionen.