Det forulykkede AirAsia-fly blev styret af andenpiloten, der ikke havde så meget erfaring som chefpiloten, da det begyndte at styrte. AirAsia-flyet QZ8501, der 28. december forulykkede med 162 om bord og styrtede i Javahavet ud for Borneos kyst, mistede opdriften under en for kraftig stigning.

Det tyder den foreløbige efterforskning på ifølge data fra en af flyets sorte bokse, skriver CNN.

Flyet, en Airbus-320 var på vej fra den indonesiske by Surabaya til Singapore, da det kom ind i et voldsomt uvejr. Piloten bad om tilladelse til at stige, men fik i første omgang afslag fra flyvelederne på jorden.

Læs også:

Data fra den sorte boks viser, at flyet alligevel foretog en meget kraftig stigning. Samtidig blev flyets alarmsystem aktiveret og advarede om, at flyet var på vej til at stalle - tabe sin opdrift.

Datainformationerne viser også, at det var andenpiloten, der styrede flyet, mens piloten overvågede situationen. Under det forløb svingede flyet mod venstre, mens det slingrede.

Undervejs i stigningen begyndte alarmen at advare med ordet »stall« gentagne gange og vedblev med at videregive advarslen til det øjeblik, flyet styrtede i havet.

Læs også:

Tre minutter og 20 sekunder efter at piloten havde anmodet om tilladelse til at stige, men havde fået afslag, gav flyvelederne tilladelse. På det tidspunkt var kommunikationsforbindelsen med flyet død.

Undersøgelsen er endnu ikke afsluttet, og chefen for efterforskningsarbejdet siger ifølge CNN, at det, at stall-advarslen lyder, ikke nødvendigvis betyder, at den tabte opdrift var årsagen til styrtet.

Piloten på flyet var særdeles erfaren med flere end 6.000 flyvetimer bag sig på netop Airbus-320, mens andenpiloten blot havde 2.200 flyvetimer bag sig.