Det amerikanske filmselskab Sony Pictures havde intet andet valg end at trække filmen tilbage, da biografkæderne ikke ville vise den af frygt for at blive udsat for terror. Sådan lyder det fra Sony-direktør, som afviser kritik fra præsident Obama.

USA: Vi havde intet andet valg end at pille filmen af plakaten.

Sådan lyder det fredag fra direktøren for filmselskabet Sony Pictures, Michael Lynton, efter at præsident Barack Obama tidligere på dagen kritiserede selskabet for at aflyse premieren på den kontroversielle film »The Interview«.

»Vi ejer ikke biograferne. Vi kan ikke beslutte, om en film skal vises eller ej,« siger Michael Lynton i et interview med CNN.

Anonyme hackere truede biografer og biografgængere med terroranslag i stil med 11. september 2011, og det betød ifølge direktøren, at filmselskabet reelt ikke havde andet valg end at aflyse premieren.

Præsident Obama sagde på et pressemøde tidligere fredag, at filmselskabet ikke burde have ladet sig skræmme til at tage filmen af plakaten. I det mindste burde Sony have rådført sig med Det Hvide Hus, inden man tog beslutningen, sagde præsidenten.

Filmen handler om to journalister, der skal lave et TV-interview med Nordkoreas sagnomspundne leder Kim Jong-un, og som bliver involveret i et attentatforsøg på den stalinistiske leder.

Det amerikanske forbundspoliti FBI slog fredag fast, at det var Nordkorea, der stod bag et hackerangreb på Sony Pictures 24. november.

Præsident Obama lovede i sin tale fredag, at USA vil gengælde cyberangrebet.