Som ventet dominerede økonomien Obamas tale

Obama var på alle mulige måder en middelklassens mand, da han i sin State of the Union-tale især talte om økonomi og vækst, vurderer Berlingskes USA-korrespondent.

USA: Præsident Barack Obamas tale til nationen var en klar advarsel til Kongressen og især til republikanerne om, at man er nødt til at løse de problemer, der vil opstå omkring 1. marts, når der kommer en række automatiske nedskæringer på budgettet. Samtidig gjorde han middelklassen til udgangspunktet for sin tale.

Sådan vurderer Berlingskes korrespondent i USA, Kristian Mouritzen, Obamas State of the Union-tale, som han holdt natten til onsdag dansk tid.

»Den var en klar opfordring til især republikanerne om at samarbejde med det Hvide Hus om at finde nogle mere langsigtede løsninger,« siger Kristian Mouritzen til Berlingske Nyhedsbureau.

Men de forslag, Obama kom med, er uden tvivl nogle, republikanerne ikke bryder sig om at høre - nemlig at man også skal finde skatteindtægter for at finansiere underskuddet. Blandt andet talte han om at få dækket skattehuller - der primært kommer de mest velstillede amerikanere til gavn.

Dog talte han også om mere konkrete forslag.

»Han talte blandt andet meget om vækst og om at få repareret broerne og få udbedret skader på vejene netop for at få sat nogle arbejdere i gang, så arbejdsløsheden kan komme ned,« fortæller USA-korrespondenten.

Yderligere ønsker Obama at hæve minimumslønnen fra 7,25 til ni dollar i timen.

»Han mener ikke, det er i orden, at folk lever for 14.000 dollar om året og dermed under fattigdomsgrænsen. Derfor vil han have hævet minimumslønnen,« forklarer Mouritzen.

Ifølge Berlingskes korrespondent i Washington var der ikke nogle åbninger i Obamas tale omkring økonomien til republikanerne, og derfor kommer præsidenten til at håbe på, at republikanerne i virkeligheden ændrer indstilling til skatten på nogle områder.

»Men da der ikke er ret mange uger til 1. marts, har Obama umiddelbart ikke ret store chancer for at få det her igennem uden også selv at komme med nogle kompromiser undervejs,« vurderer han.

Ud over økonomien gjorde Obama også en del ud af de grønne initiativer, dog uden på nogen måde at gå ind i konkreter med hensyn til et nedsat udslip af CO2. Derimod kørte han mere på, at man vil bruge overskuddet til at udvikle nye energiformer.

De andre aktuelle emner såsom våbenlovgivning og immigration brugte han ikke ret lang tid på. I stedet konstaterede han, at det nu var op til Kongressen at få den nye våbenlov igennem.

Som noget af det sidste sagde præsidenten, at han vil trække 34.000 amerikanske soldater ud af Afghanistan allerede i år, og at resten – på nær dem, der har forpligtelse til at blive - vil blive trukket ud i 2014.

»I det hele taget fyldte den del af talen, som ikke omhandlede økonomi og skat, ikke ret meget. Det var økonomien, skatten, væksten og til dels det grønne, der fyldte det hele,« konstaterer Kristian Mouritzen.

Lige nu på BT PLUS

Mode og skønhed
Effektivt 14 dages video trænings- program

Effektivt 14 dages video trænings- program

07/08
Mode og skønhed
Kom i form på hjul - på 8 uger

Kom i form på hjul - på 8 uger

29/04
Mode og skønhed
2,5 pct: Historisk lån på gaden

2,5 pct: Historisk lån på gaden

26/08
Mode og skønhed
Slankehit: Få hurtige resultater med simple fastekure

Slankehit: Få hurtige resultater med simple fastekure

15/08