Er du i Antwerpen, og har du foto eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Skriv en besked til os her på Facebook.

En person er blevet anholdt i Belgien, efter at han forsøgte at køre bil ind i en gågade i høj hastighed.

Belgisk politi har anholdt en mand i storbyen Antwerpen, efter at han forsøgte at køre en bil ind i en gågade i høj hastighed.

»Han forsøgte at køre ned gennem de fyldte butiksgader i havnebyen Antwerpen med meget stor hastighed,« siger en talsmand for politiet torsdag eftermiddag.

»En mand i camouflagetøj blev ført væk,« siger talsmanden i et tv-transmitteret pressemøde på stedet.

Manden forsøgte at køre ned gennem gaden omkring klokken 11.00 og en række fodgængere måtte springe til side for ham, hedder det.

Både politi og soldater er sat ind i området efter episoden.

Manden er af nordafrikansk oprindelse og kørte i en bil med franske nummerplader, oplyser politichef Serge Muyters.

Den anholdte er fransk statsborger og er bosat i Frankrig, oplyser den belgiske anklagemyndighed ifølge Reuters. Der er blandt andet fundet en riffel og knive i mandens bil.

Episoden sker, dagen efter at et angreb fandt sted ved det britiske parlament i London. Her blev tre personer dræbt ud over angrebsmanden, som blev skudt og dræbt af politiet.

Det er samtidig dagen efter den første årsdag for et angreb i Bruxelles, hvor 32 mennesker blev slået ihjel.

Den belgiske premierminister, Charles Michel, siger, at regeringen følger situationen nøje.

'Vi er fortsat på vagt. Vores sikkerhedsstyrker gjorde et fremragende stykke arbejde i Antwerpen, tak,' skriver han på Twitter.

Fik du set:
Skræmmende video viser terror-dramaet i London: Kvinde kastede sig i Themsen for sit liv:



/ritzau/AFP