Præsident Obamas tale på FNs generalforsamling var en tale til besindighed, vurderer udenrigsminister Villy Søvndal, som synes, den var »fantastisk god«.

USA: Præsident Obamas tale på FNs generalforsamling i New York tirsdag var fra start til slut tilrettelagt omkring mordet på den amerikanske ambassadør i Benghazi, fortæller udenrigsminister Villy Søvndal (SF), som selv var til stede.

- Obama brugte det (mordet, red.) til at tale til besindigheden og sige »lad nu være med at lade folk, der vil provokationen - på begge sider - bestemme det her«. For på samme måde, som filmen (Innocence of Muslims, red.) ikke udtrykker det amerikanske syn på muslimer, så udtrykker de mennesker, som dræbte ambassadøren, heller ikke holdningen i de muslimske lande, fortæller Søvndal til Berlingske Nyhedsbureau.

Han vurderer derfor, det var en tale til besindighed, til det moderate og til det multilaterale.

- Jeg synes, det var en fantastisk god tale. Og også en optimistisk tale på demokratiets vegne, der jo er den helt store vinder i de sidste mange års udvikling, siger Søvndal.

Obama er langt fra den første af verdens ledere, der har forsøgt at løse problemerne i Mellemøsten, men den danske udenrigsminister mener alligevel, at hvis der er nogen, som kan levere svarene på problemerne, så er det netop den amerikanske præsident. Blandt andet i forhold til konflikten mellem Israel og Palæstina.

- Her er det helt afgørende, at USA lægger det pres på israelerne, der gør, at de ophører med de ulovlige bosættelser, og som gør, at de reelt er villige til at forhandle en løsning med palæstinenserne, siger Søvndal.

Og hvad angår Syrien handler det ligeledes om at fastholde presset.

- Det er klart, at USA er på den linje, som også EU er, nemlig at lægge pres på det syriske regime med henblik på at få det til at lade være med at skyde på befolkningen og med henblik på at sikre, at der kan findes en politisk løsning på problemerne, siger han.

Villy Søvndal lægger i det hele taget ikke skjul på, at han er godt tilfreds med, at USAs præsident hedder Barack Obama, og han mener, at en genvalgt Obama i højere grad er i stand til at lægge pres på nogle af de store, uløste problemer.

- Her kan igen nævnes Israel-Palæstina-konflikten, hvor jeg frygter, tiden snart løber ud, hvis der ikke sker noget, siger Søvndal.

Han understreger desuden, at Danmark er enig med præsident Obama i, at »det ikke er de ekstreme, der skal få lov til at bestemme denne her verdens udvikling«.

- Vi vil ikke have et stort sammenstød mellem civilisationerne. Vi vil løse de problemer, der er, ved et forhandlingsbord og ikke ved at angribe uskyldige folk, siger han.