Søvndal advarer mod våbenstøtte

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) vil ikke hjælpe de syriske oprørere med våben og udelukker militær intervention.

SYRIEN: Selv om opstanden i Syrien nu har varet i 17 måneder, og oprørernes behov for flere våben vokser, udelukker udenrigsminister Villy Søvndal ifølge Berlingske, at Danmark vil bevæbne dem.

- Verden har set mange triste eksempler på, at man har bevæbnet en part, hvis metoder eller holdninger i en senere fase viser sig problematiske. Vi har også haft forlydender om overgreb fra oprørssiden, så jeg synes, der er grund til besindighed. Der bliver jo også et efterspil, når Assad er faldet. Det må vi være forberedte på, fastslår Villy Søvndal over for Berlingske.

- Der er ingen nemme løsninger. Vi ser vel nogle modsatrettede begivenheder i Syrien. Der er jo også tegn på, at regimet slår sprækker. Men der er ingen tvivl om, at de humanitære forhold er fortvivlende, understreger ministeren.

Han fastholder samtidig sin modstand for en udenlandsk militær intervention i det syriske slagtehus. Også selv om de civile ofre bliver så alvorlige, at en militær indgriben kan begrundes med, at det internationale samfund i visse situationer har et ansvar for at gribe ind ifølge Responsibilty to Protect (R2P) vedtaget i FN i 2005.

- Uden at gå ind i juraen vil jeg blot stilfærdigt konstatere, at en krig med udenlandske styrker i Syrien efter min mening vil få Irak-krigen til at ligne en søndag på galopbanen, konstaterer Villy Søvndal.

- Det betyder jo ikke, at Syriens situation ikke er fortvivlende, for det er den virkelig. Men jeg hører ingen landes regeringer plædere for en udenlandsk militær indsats. Alle Mellemøstens konflikter, intriger, konspirationer og modsatrettede interesser – religiøst, etnisk, kulturelt, politisk – er samlet i Syrien. Det er en regional krudttønde. Det vil jeg stærkt advare imod, uanset om kriterierne for R2P måtte være opfyldt eller ej, understreger udenrigsministeren, der derimod vil fastholde og skærpe sanktionerne mod det syriske regime.

- Vi skal fortsætte det, vi allerede gør. Det virker, om end det virker langsomt. Alternativet er dog værre. Jeg må understrege: Der er ingen nemme løsninger.

Venstres udenrigsordfører Søren Pind (V) er uenig.

- Det er forkert at udelukke noget som helst på forhånd. Ved at forholde sig passiv påtager man sig et lige så stort ansvar, som hvis man griber aktivt ind, siger Søren Pind til Berlingske.

Han understreger dog, at han ikke dermed plæderer for en militær intervention her og nu.

- Det er svært at få et så tilstrækkeligt overblik, at man kan pege på, hvad vi bør gøre nu og her. Men jeg siger bare, at det også har en konsekvens at forholde sig passivt, påpeger Søren Pind, der dog som Villy Søvndal er bekymret ved at skulle bevæbne oprørerne.

- Nogle af oprørerne har jo vist sig at have en tvivlsom karakter, og der findes også rapporter, der skriver, at de (oprørerne red.) også begår overgreb, konstaterer Søren Pind.

Af samme grund vil Socialdemokraterne heller ikke støtte den syriske opstand med våben. Men udenrigsordfører Jeppe Kofod peger (S) på endnu et argument.

- Hvis vi gør det til officiel dansk politik, at vi bevæbner oprørerne, legitimerer vi Ruslands salg af våben til regimet, siger Jeppe Kofod, der til gengæld ligesom Venstre heller ikke vil udelukke en militær intervention.

- Hvis det er den eneste mulighed for at afværge et folkedrab, så har vi en forpligtelse til at gribe ind. På den anden side risikerer vi derved – fordi det handler om Syrien – at udløse en regional krig, der inddrager Iran, Saudi-Arabien og andre lande. På den måde kommer der endnu flere civile lidelser, siger Jeppe Kofod til Berlingske og tilføjer:

- Det er det dilemma, som vi ikke havde i Libyen, hvor der ikke var den samme regionale dimension.

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her