NORGE: Adskillige byer i Troms i den nordlige del af Norge er blevet isoleret i juledagene på grund af lukkede veje og en væsentlig risiko for sneskred.

Alene i Berg Kommune er omkring 1.000 mennesker isoleret, oplyser borgmester Guttorm Nergård til NRK.

»Der er som nødplan placeret satellittelefoner på Berg Sygehus i Skaland og på plejehjemmet Strandheimen i Senjahopen, hvis en strømafbrydelse skulle slå det offentlige fast- og mobiltelefonnet ud,« siger Guttorm Nergård.

Også kommunerne Torsken, Lenvik og Tranøy er ramt af det dårlige vejr, hvor kraftig vind og nedbør natten til lørdag førte til flere sneskred.

Frygten for yderligere sneskred har ført til lukningen af mindst syv veje i området. Seneste melding er, at vejene tidligst vil blive åbnet i løbet af søndagen.

BNB