Syriens Nationale Råd har brug for en dag mere til at danne en samlet ledelse med andre oppositionsgrupper.
Af Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau
SYRIEN: Med opbakning fra USA og De Forenede Arabiske Emirater forsøgte værtsnationen Qatar lørdag at presse den syriske oppositionsbevægelse, Syriens Nationale Råd (SNC), til at danne en forenet ledelse med andre oppositionsfraktioner og i samlet trop fortsætte krigen mod præsident Bashar al-Assad. Men delegerede fra SNC siger, at de har brug for en dag mere til at nå til enighed om en aftale. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Under lørdagens drøftelser i Doha, hvor forskellige oppositionsgrupper mødtes, udtrykte SNC bekymring for, at bevægelsen ville blive kørt ud på et sidespor i en ny, bred koalition.
En kilde, som deltog i mødet, siger til Reuters, at SNC derfor har bedt om at fortsætte drøftelserne søndag. Dette vil ifølge oppositionspolitikere, der støtter det amerikanske initiativ, dog være »sidste chance«, før de går videre uden SNC.
USA og Qatar har opretholdt presset på SNC om at indgå en aftale med de øvrige oppositionsfraktioner, oplyser en diplomatisk kilde.
- Jeg troede, det var okay i dag, men så blev det udskudt, siger den fremtrædende syriske systemkritiker Riad Seif.
Han tilføjer, at han tror, chancen for at opnå en aftale er 90 procent sikker.
BNB/Reuters



