Ny forskning afslører, at den gule frugt muligvis står foran total udryddelse. Det kun er et spørgsmål om tid, før en farlig svampesygdom spreder sig til Latin Amerika, hvor langt størstedelen af verdens mest populære banansort dyrkes.

Det skriver New York Daily News

Den er stort set altid på tilbud i supermarkederne, og er hovedingrediensen i mange børns yndlingsdessert. Den aflange, gule tropefrugt er i dag blevet hverdagskost i de danske hjem, men snart kan det være slut med at sætte tænderne i en saftig banan, da frugten står over for en alvorlig kamp for sin overlevelse.  I værste fald vil den ikke længere være at finde på hylderne i supermarkedet inden for få årtier.

Det afslører et nyt studie foretaget af hollandske forskere. Årsagen til den triste nyhed findes hos svampesygdommen ’Panama-syge’, som angriber bananplanternes rødder og dehydrerer den. Der findes ingen kur mod svampen, som kan ligge i dvale helt op til 30 år, før den slår til.

Sygdommen truer nu med at udrydde verdens førende banansort 'Cavendish', på samme måde som forgængeren 'Gros Michel', der tidligere var den dominerende banansort og som stort set forsvandt efter et lignende angreb tilbage i 1950’erne.

Cavendish-sorten blev ellers længe antaget for at være immun over for netop ’Panama-sygen’, men sygdommen har allerede ødelagt afgrøder i Taiwan, Indonesien og Malaysia.

Nu tyder forskningen på, at sygdommen med stor sandsynlighed spreder sig til Latin Amerika, som står for dyrkelsen af 82 procent af Cavendish-bananer på verdensplan.