Hun slog både kæresten og ægtemanden ihjel, parterede ligene og gemte dem i sin isforretning. Nu sælger den østrigske morderske pikante fotos af sig selv fra fængslet.

Først slog hun sin mand ihjel. Siden kæresten. Hun blev dømt for dobbeltmord i 2012, men angrede ikke synderligt. I stedet udgav hun et bog om sit liv.

Nu sætter den 36-årige Estibaliz Carranza igen Østrig på den anden ende. Fra fængslet forsøger hun at få gang i en forretning, hvor hun sælger pikante billeder af sig selv i bikini taget i fængselscellen.

Det er imidlertid ulovligt at lave pin-up fotos i østrigske fængsler, og det er en skærpende omstændighed, at den spanskfødte Estibaliz Carranzas bogforlægger efterfølgende har udbudt de pikante fotos for 800 euro, eller cirka 6.000 kr. pr. offentliggørelse.

LÆS OGSÅ:

I en email fra bogforlaget ’Edition a’ bekræfter forlagets pressekontakt Lisa Grabner det pebrede prismærkat på Carranzas bikinibilleder.

Men den går ikke.

»Det er helt klart ulovligt at lave og udsmugle den type fotos fra fængslet, og hvis billederne er ulovlige, er det selvsagt også ulovligt at sælge dem,« siger det østrigske justitsministeriums talsmand for fængselsvæsnet Peter Precht.

Fængselsvæsnet har igangsat en undersøgelse af, hvordan billederne slap ud af fængslet, og både Carranza og forlæggeren kan forvente en sigtelse for distribution af ulovligt fotomateriale, siger Peter Precht til BT.

»Vi forbereder en sag til statsadvokaten. Om den vil ende med formelle sigtelser, er op til statsadvokaten,« siger Peter Precht.

Foruden en sigtelse kan forlaget under omstændighederne ikke gøre copyright gældende på Carranzas billeder og må derfor formentlig vinke farvel til den forventede indtægt. For Estibaliz Carranza er konsekvenserne ved en eventuel straffesag dog til at overse.

Hun blev idømt fængsel på livstid for at have myrdet, parteret og skjult ligene af en ægtemand og en kæreste. Manden, Holger Holz, blev myrdet i 2008, kæresten, Manfred Hinterberger, to år senere i 2010, men fremgangsmåden var den samme. Begge blev skudt i baghovedet på klos hold med en 22 millimeter Beretta-revolver.

Holz mens han sad og arbejdede ved sin computer, Hinterberger efter han var faldet i søvn i parrets seng efter et skænderi.

Efterfølgende parterede Estibaliz Carranza ligene med en motorsav på et stykke plastik i sin lejlighed og frøs dem ned. Ligdelene støbte hun senere med beton ind i et kar fra sin isforretning i Wien.

En torso og et hoved puttede hun i en fryser, som også blev fyldt med beton. Fryseren og iskarrene opbevarede hun i isforretningens kælder.

’Koldblodig’

Under retssagen mod Estibaliz Carranza beskrev anklageren hende som ’en enestående koldblodig og skruppelløs morder’.

Selv har hun i selvbiografien ’Mit dobbeltliv’, som hun har skrevet under afsoningen, forklaret mordene med skuffelse over mændene i hendes liv. En skuffelse så dyb, at den endte i desperation og til sidst i drab.

»Jeg har altid underordnet mig mine mænd, uanset hvordan de behandlede mig. På den måde var jeg med til at gøre dem til monstre, og de mig til et dyr,« har hun forklaret.

»Jeg levede i en fantasi højt oppe i et elfenbenstårn, og her ventede jeg på, at en ædel helt skulle befri mig. I dag ved jeg, at kvinder må befri sig selv. Hvis de gør det, skal det også nok gå godt med mændene,« har Carranza sagt.

Og det valgte hun altså at gøre på sin helt egen måde.

Den væsentligste grund til Carranzas fatale skuffelse var et uopfyldt ønske om at blive mor. Mere end noget andet ønskede hun sig et barn, men hverken ægtemanden eller kæresten var interesseret i børn.

Paradoksalt nok fandt Estibaliz Carranza ud af, at hun var gravid med en ny kæreste den selvsamme uge i 2011, som håndværkere tilfældigt opdagede de indstøbte menneskedele i isforretningens kælder og slog alarm.

Mens Estibaliz Carranzas butik og kælder fyldtes med politifolk og kriminalteknikere, tog hun selv flugten. Hun blev dog anholdt efter to dage på flugt og tilstod de forfærdelige forbrydelser.

Filmatisering på vej

Estibaliz Carranzas selvbiografi har været en rasende succes. De to første oplag er udsolgt fra forlaget, et tredje er allerede i trykken. Adskillige amerikanske filmselskaber har også meldt deres interesse for at købe filmrettighederne til hendes historie. Et selskab har angiveligt lokket forlæggeren med, at det allerede har linet Penelope Cruz op til at spille rollen som den ulykkelige issalonmorderske.

Forlaget har endnu ikke indgået en aftale, men forhandler stadigvæk med interesserede parter, har forlagsredaktør Bernhard Salomon for nylig udtalt. Ifølge Estibaliz Carranza kommer hun ikke selv til at profitere af hverken det flotte bogsalg eller indtægter fra filmrettighederne. Pengene skal i stedet gå ubeskåret til hendes søn, som hun fødte i fængslet, men ikke kommer til at se vokse op. Sønnen bor i dag hos Carranzas mor i Barcelona.

En ny ægtemand har Estibaliz Carranza også. I 2012 blev hun i fængslet gift med faderen til barnet.

Man kan have sine tvivl om, hvorvidt den dumdristige mand nu også tænkte tingene grundigt igennem, før han satte ringen på fingeren af Estibaliz Carranza.

Skal man dømme ud fra issalonmorderskens bikinibilleder, er det slet ikke utænkeligt, at hans tanker var andetsteds.