Den italienske skuespiller Raphael Schumacher ligger i koma, efter han søndag blev hængt ved en fejl under et skuespil i turistbyen Pisa.

Egentlig skulle den 27-årige mand have været iført seler og stå på en kasse, som skulle sikre ham fra at blive hængt.

Af årsager, der endnu er ukendte for det italienske politi, var han dog ikke iført selerne, som skulle holde ham, ligesom kassen, han skulle stå på, var fjernet. Tidligere samme aften havde Raphael Schumacher ellers spillet gennem den fatale scene uden problemer.

Hændelsen udspillede sig angiveligt under det eksperimentielle teaterstykke Miraggi på Teatro Lux i den italienske turistby Pisa.

Det skriver Evening Standard.

Reddet af publikum

Blandt publikum skulle der have siddet en nyuddannet læge, der hurtigt konstaterede, at det ikke blot var ualmindeligt virkeligshedstro skuespil, men at Raphael Schumacher derimod blev rigtigt kvalt, da hans krop gik i kramper.

Kort herefter blev han kørt på skadestuen.

Usikkerhed om motiv

På grund af de bemærkelsesværdige omstændigheder i sagen arbejder italiensk politi efter sigende ud fra en teori om, Raphael Schumacher ønskede at begå selvmord.

Det afviser hans mor, Rosa Castagna, imidlertid fuldstændigt, selvom hun fortæller, at den unge mand og kæresten for nyligt gik fra hinanden, og at han også lige har mistet sin far.

»Han havde fundet sindsro igen,« skulle hun blandt andet have sagt.

»Han efterlod sig heller ikke noget selvmordsbrev, og han havde ikke nogen grund til at tage sit eget liv.«