USA har de seneste uger været ramt af adskillige drab på politifolk og sorte i politiets varetægt, og nu vækker endnu en skudepisode opsigt.

Mandag ramte en lignende episode nemlig igen landet, da den 47-årige Charles Kinsey blev skudt af politiet i Miami, selv om han lå på jorden med hænderne i vejret, skriver flere internationale medier, heriblandt Washington Post og The Independent.

Forinden havde Charles Kinsey ellers flere gange forsøgt at råbe til politiet, at han blot var handicaphjælper for en 23-årig autistisk mand, og at manden blot sad og legede med en legetøjsbil.

Nødråbet lod dog ikke til at trænge igennem til de fremmødte politibetjente, der med rifler sigtede på den 47-årige mand og til sidst valgte at affyre et skud, der ramte ham i benet.

»Jeg tænkte, at hvis jeg bare lå med hænderne i vejret, så ville de ikke skyde mig, men jeg tog fejl. Jeg troede, det var et myggestik (skuddet, red.), og da de ramte mig, havde jeg mine hænder i vejret,« har Charles Kinsey udtalt til det lokale medie News Miami.

Artiklen fortsætter under videoen.

Hele miseren blev optaget på en video, der blev offentliggjort onsdag, hvor man kan se Charles Kinsey ligge på jorden, inden han blev skudt, og råbe:

»Alt, han har, er en legetøjsbil. En legetøjsbil. Jeg er adfærdsterapist på et omsorgshjem. Der er ikke brug for våben« lød det fra Charles Kinsey med hænderne i vejret.

Selvmordstruet mand

Selv om Charles Kinsey flere gange fortalte de fremmødte politibetjente, at den autistiske mand var hans patient, så hævder politiet i Miami nu, at de havde modtaget en anmeldelse om en mand, der vandrede rundt med en pistol og ville skyde sig selv.

»Da betjentene ankom til stedet, forsøgte de at forhandle med de to mænd. Senere har vi kunnet konstatere, at den ene mand led af autisme. På et tidspunkt kommer en af betjentene til at affyre sin riffel og rammer hjælperen,« skriver North Miami Police i en erklæring.

Vidner har imidlertid forklaret ifølge Washington Post, at Charles Kinsey blot forsøgte at få sin autistiske patient i sikkerhed, efter han havde sat sig midt på vejen og blokeret trafikken - hvilket angiveligt har forårsaget anmeldelsen til alarmcentralen.

Charles Kinsey er så småt ved at komme sig over skuddet og forventes at kunne forlade hospitalet inden for de kommende dage.

Hans advokat, Hilton Napoleon, har over for Washington Post kaldt episoden for »chokerende« og har appelleret til politiet i Miami om at fyre den pågældende betjent.

Skyderiet kommer på et tidspunkt, hvor det amerikanske politi møder massiv kritik for flere episoder, hvor der er blevet skudt mod sorte - angiveligt uden grund. Det medførte endvidere, at fem betjente blev dræbt under en demonstration i Dallas.