Politichef Dan Oates fortæller på et pressemøde, at 14 er dræbt under et skyderi ved en premiere på den nye Batman-film »Dark Knight Rises« i byen Aurora i staten Colorado i USA. 10 af dem døde i biografen, mens fire døde på vej til hospitalet og på hospitalet. 

Dan Oates fortæller, at mindst 50 personer er såret og ført til forskellige hospitaler. 

Der er angiveligt flere børn blandt ofrene. På Children's Hospital bekræfter man overfor 9News, at de behandler seks personer, heriblandt et barn på blot seks år. 

Dramaet udspillede sig i Century 16-biograferne i Aurora Town Center ved midnatspremieren af den nye Batman-film, skriver 9news.com. Det skulle være sket kl 1.15 lokal tid, hvor to mænd, der svært bevæbnede og med skudsikre veste, begyndte skyderiet, mens der kørte trailere til andre film.

Politiet har kørt de øvrige biografgængere til en skole i nærheden, hvor de bliver afhørt og fortæller, hvad de har set og oplevet.

En radioreporter fortæller, at der blev affyret tåregas i biografen efter skyderiet. Gerningsmændenes kugler fløj gennem væggen og ind i den tilstødende biografsal, fortæller vidnet.

Politiet bekræfter på pressemødet, at man har anholdt en mand.

I 1999 blev Colorado rystet af en anden dramatisk skudepisode, da tolv elever og en lærer blev skudt og dræbt på Columbine High School.

 På youtube findes der allerede video fra hændelsen:

Var du til stede - eller kender du nogen, der var? Skriv til os på 1929@bt.dk.