Onsdag blev den engelske hovedstad London ramt af et terrorangreb, da en gerningsmand pløjede ind i en større menneskemængde på Westminster Bridge og få øjeblikke senere stak en politimand ned ved det britiske parlament.

En video viser nu det øjeblik, hvor gerningsmanden kører den sorte bil over broen, mens fodgængere springer for livet. En af dem er en kvinde, der falder ud over kanten på broen og adskillige meter ned i Themsen, da bilen passerer hende.

Kvinden overlevede, men skulle ifølge britiske The Mirror være kommet slemt til skade under faldet.

I alt døde fire personer, inklusiv gerningsmanden selv, under terrorangrebet. To personer blev kørt ned af den sorte bil, mens politimanden, som blev stukket ned, døde af sine kvæstelser. Gerningsmanden blev kort efter skudt og dræbt af britisk politi.

Sent onsdag aften fortalte det britiske politi, at den døde politimands navn er Keith Palmer.

Derudover meldes mindst 40 personer såret.

Det britiske politi meddelte allerede kort efter angrebet, at man behandlede det som et terror-angreb, og onsdag aften kaldte den britiske premierminister Theresa May ligeledes angrebet for et terrorangreb.

»Jeg har netop ledt et møde i regeringens komite for nødsituationer, COBRA, efter det syge og depraverede terrorangreb i gaderne i vores hovedstad denne eftermiddag,« lød det fra Theresa May kort før klokken 21 onsdag aften, hvor hun samtidig sagde, at det ikke var et uheld, at gerningsmanden netop valgte det britiske parlament, som står for demokrati og frihed.

Efter episoden blev det britiske parlament sat under en såkaldt lockdown i flere timer, og ingen måtte hverken forlade eller komme ind i parlamentet. Samtidig blev store dele af det centrale London afspærret.

Hurtigt kom der også meldinger om, at premierminister Theresa May var blevet evakueret og bragt i sikkerhed.