Vi advarer om stærke billeder i videoerne herunder.

Verden er i chok og sorg efter det uhyggelige og grusomme terrorangreb mod Atatürk-lufthavnen i Istanbul, som kostede mindst 36 menneskeliv, mens 147 er såret.

Efter angrebet begyndte der at florere videoer af de skæbnesvangre sekunder, hvor terroristerne udløste deres selvmordsveste, på de sociale medier. På en af dem ses en heltemodig politimand fælde en af terroristerne, så han ikke nåede at udløse sin selvmordsbombe, før de mange rejsende nåede at slippe væk med livet i behold.

Journalisten Mahir Zeynalov, som skriver for de ansete medier Huffington Post og Al Arabiya, har lagt en anden skræmmende video op på sin Twitter-profil.

Videoen viser angiveligt den voldsomme eksplosion, da en af de to andre terrorister sprængte sig selv i luften. Det skulle være sket i udenrigsterminalen, og som det ses på de dramatiske billeder, var der en del mennesker i nærheden, da eksplosionen pludselig fik hele terminalen til at lyse op i et skræmmende lysglimt - og skabte total panik.

Kort efter ses adskillige rejsende løbe væk i panik, mens en røgsky breder sig fra det sted, hvor selvmordsbomberen udløste sin bombevest.

Den tredje eksplosion ramte parkeringshuset ved Atatürk-lufthavnen. Et øjenvidne til terrorangrebet var netop ved at filme ned på gaden oppe fra parkeringshuset, da eksplosionen pludselig lød bag ham.

Umiddelbart efter braget høres både råb og skrig, og manden, som filmer det dramatiske øjeblik, kaster sig tilsyneladende ned på jorden, idet den stille kameraføring ændrer sig til et voldsomt og rystet ryk i billedet.

Midt i sorgen og rædslen over terrorangrebet og de mange uskyldige mennesker, som døde eller blev såret, er der heldigvis plads til solstrålehistorier. For som du kan se i videoen herunder, rammer en heltemodig og dygtig politimand angiveligt en af de tre terrorister med et skud, netop idet terroristen løber efter en flok skrækslagne rejsende i lufthavnen.

Efter politimandens pletskud ses terroristens AK-47-automatvåben skride væk, da han rammer gulvet i terminalen. Politimanden nærmer sig for at anholde terroristen, men da han opdager, at den sårede terrorist er ved at udløse sin bombevest, skynder han sig i al hast væk igen.

Et par sekunder senere eksploderer bombevesten, hvorefter kameraets skærm i et øjeblik bliver helt blank.

På nuværende tidspunkt er politimandens identitet ikke kendt. Det vides heller ikke, om han nåede i sikkerhed, før bombevesten blev udløst, eller om han blev såret af eksplosionen.

Tyrkiets premierminister Binali Yildirim har fortalt på en pressekonference, at fund på gerningsstedet peger på, at terrororganisationen Islamisk Stat står bag det blodige terrorangreb mod Atatürk-lufthavnen.