Der er endnu over 100 dage til at det amerikanske præsidentvalg skal afgøres, men med de to præsidentkandidater klar, begynder der allerede nu at tegne sig et billede af, hvad vi kan forvente.

Det var formentlig ikke mange, der for et år siden havde ventet, at Donald Trump vil stå tilbage som den ene af to mulige kandidater til at flytte ind i Det Hvide Hus, men ikke desto mindre kan det sagtens gå hen og blive en realitet.

Og styrken af Trumps muligheder for at blive præsident lader til at tage til. I hvert fald hvis man skal tro de seneste målinger fra Guds eget land.

For selv om meningsmålingerne fortsat skal tages med store forbehold, så har flere af dem de seneste dage, heriblandt fra CNN, vist, at Donald Trump i øjeblikket ser ud til at føre kapløbet om det amerikanske præsidentembede.

»Jeg ser det som et udtryk for, at Trump hele sidste uge havde fokus på sit kandidatur og på sin kampagne med konventet i Cleveland, og selv om der var mange internt hos Republikanerne, der var vrede, så havde han en hel uge, hvor han kunne angribe Hillary Clinton i den bedste sendetid. Og det benyttede han sig af i stor stil,« fortæller Anders Agner Pedersen, der er redaktør på det danske medie Kongressen.com, via en telefonforbindelse fra Philidephia.

Derfor gælder det nu også for Hillary Clinton om at bygge sig selv, samle sit parti og returnere de mange angreb fra Donald Trump, forklarer Anders Agner Pedersen.

»Men jeg tror også, at vi skal se det som et udtryk for, at Hillary Clinton ikke er helt så stærk en kandidat, som hun gerne vil være.«

Clinton skal opbygge vælgernes tillid

Selv om Hillary Clinton undervejs har været de flestes favorit til at ende med præsidentembedet, så kæmper den tidligere førstedame fortsat med at vinde amerikanernes tillid.

Det skyldes blandt andet den såkaldt 'mailskandale', hvor det kom frem, at Hillary Clinton havde brugt sin private mailadresse til flere fortrolige mails.

»Og det er en svær øvelse for hende, og en stor opgave at opbygge amerikanernes tillid, for det er der ikke mange, der har. Det kan godt være, at det er kommet lidt bag på hende, fordi hun står over for den mest upopulære præsidentkandidat,« fortæller Anders Agner Pedersen

Derfor må det ifølge Anders Agner Pedersen også være bekymrende for hende, at hun selv er næsten lige så upopulær, hvorfor vi også står med to af de mest upopulære præsidentkandidater nogensinde.

Men trods de dystre målinger set fra Hillary Clintons perspektiv, så vurderer Anders Agner Pedersen fortsat, at Hillary Clinton må være favoritten til at vinde valget.

»Set ud fra de gængse parametre, så har hun de bedste kort på hånden. Hun står stærkere over for de vælgergrupper, der traditionelt set afgør valget - kvinder, latinoer og minoriteter i al almindelighed. Men vi er i gang med en uforudsigelig valgkamp, hvor hun bør være favorit, men hvor Donald Trump altså rykker frem i vognen. Det bliver nok en tæt affære til november.«