Et billede af, hvad der ligner en stor krokodille ved Themsens bred, har gjort indbyggere i London skrækslagne.

Det skriver News Shopper.

Billedet af det store krokodille-lignende dyr nær Greenwich i storbyen London er taget af Ben (efternavn ukendt, red.), mens han var på frokostpause. Da han og en kollega gik rundt omkring Millwall Outer Dock, hvor børn var ude og sejle i kano på Themsen, fik de sig en uhyggelig overraskelse.

»Til vores rædsel så vi, hvad der ligner en form for stort reptil. Min kollega troede, det måske var en dinosaur, men jeg korrigerede ham, at det mere lignede en krokodille,« siger Ben til News Shopper.

Artiklen fortsætter under tweetet

Efter Ben havde taget billedet, lagde han det på nettet, hvor det hurtigt blev set af mange indbyggere fra den engelske hovedstad og til sidst endte i News Shoppers avis.

Det har fået flere indbyggere til at frygte den ukendte krokodille. En af dem er Rita Hunt, som er mor til tre børn, der ofte leger i området, hvor krokodillen er blevet set. Hun siger:

»Jeg kan ikke forestille mig, at det er en ægte krokodille, men jeg tager ingen risiko. Mine børn har forbud mod at lege i området, indtil vi ved det med sikkerhed,« siger hun ifølge The Mirror.

Det er ikke første gang, der har været meldinger om krokodiller i engelsk farvand. Ifølge The Mirror er det især i området omkring byen Bristol i det sydvestlige England, at der er blevet set krokodiller. Hele tre gange i løbet af to år har bekymrede indbyggere fortalt politiet, at de har set krokodiller i floder.