Nye skræmmende detaljer om skræk-danskeren i Sydafrika: Peter Frederiksen skrev dagbog, når han havde omskåret en kvinde.

'Tseli er ikke glad. Vil have sin klitoris tilbage.'

Sådan skrev 63-årige Peter Frederiksen på et tidspunkt i sin dagbog om sin nu afdøde hustru, Anna Matseliso 'Tseli' Molise.

Dagbogen dukkede op, da politiet ransagde Frederiksens hjem i den sydafrikanske by Bloemfontein. Brudstykker fra bogen blev læst op i retten af efterforsker Lynda Steyn, da danskeren tirsdag endnu en gang forsøgte at blive løsladt mod kaution.

Det skriver sydafrikanske news24.

Den 63-årige Peter Frederiksen skabte overskrifter i hele verden, da politiet i Sydafrika i september sidste år fandt 21 kvindelige kønsdele i en fryser i hans hjem i Bloemfontein. Siden har han siddet fængslet, mistænkt og sigtet for blandt andet drab og for at have skåret kvinders kønsdele af og gemt dem i sin fryser. Han er tiltalt for i alt 59 forhold.

Ifølge Lynda Steyn skrev Peter Frederiksen også i dagbogen navnene på de kvinder, han havde fjernet klitorisserne på, og han holdt styr på, hvilke datoer, han havde gjort det.

»Han optog også en video, hvor han skar kvindelige kønsdele af - han gjorde det i sit hjem i Bloemfontein og ikke på hospitalet,« fortalte Steyn i retten.

Det har tidligere været fremme, at der blev fundet både kirurgisk udstyr og børneporno i Peter Frederiksens hus, da politiet gennemgik det. I retten tirsdag kom det frem, at han selv har taget flere pornografiske billeder af børn mellem 8 og 16 år.

»Billederne er taget af den tiltalte selv, for man kan se hans hænder på kvindernes tøj,« sagde han.

I fryseren i huset blev der også fundet medicin, som var blevet sendt fra Danmark.

Sagen kom frem, fordi Peter Frederiksens kone gik til politiet. Hun var udset til at være kronvidne i sagen, men kort efter blev hun skudt ned uden for sit hus i kongedømmet Lesotho, som ligger midt i Sydafrika. Dræbt af fire skud fra en forbipasserende bil.

Politiet mener, at drabet var bestilt af danskeren, som kort efter blev sigtet for lejemord. Desuden er han sigtet for flere tilfælde af vold og flerkoneri.

På et tidpsunkt mente man, at han havde hyret den handicappede Motlatsi Moqeti, som er bundet til en kørestol og som har kontakter til den kriminelle underverden, til at udføre drabet. Tiltalen mod Moqeti er dog nu blevet droppet.

I retten kom det også frem, at Peter Frederiksens tidligere advokat skulle have forsøgt at bestikke to vidne for at få dem til at vidne til fordel for danskeren.

Hans anmodning om løsladelse mod kaution blev udskudt til 29. august.

Hans Frederiksen flygtede fra Danmark til Sydafrika i 2010, da han havde fået en fængselsdom for ulovlig våbenbesiddelse.