Er du i La Croix Valmer og har du billeder eller ved noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig på 1929@bt.dk eller på vores Facebook-side.

En stor skovbrand er brudt ud i La Croix Valmer i det sydlige Frankrig tæt på den populære feriedestination Saint Tropez.

Det skriver det franske Prévention Incendie, der informerer beboere og turister om eventuelle skovbrande.

Ifølge hjemmesiden brød branden ud i bakkerne i La Croix Valmer tæt ved stranden Gigaro i det sydlige Frankrig. Området ligger kun omkring 10 kilometer fra Saint Tropez.

Branden brød angiveligt ud sidst på dagen, og en massiv indsats er siden sat i gang for at stoppe branden. Både brandfolk og fly arbejder på stedet for at slukke branden, men alligevel er godt 100 hektar af området gået op i røg, skriver Prévention Incendie.

Strømmen er angiveligt gået i området som følge af branden.

Prévention Incendie opfordrer alle borgere, hvis hjem er i fare, til at kontakte alarmcentralen.

På det sociale medie Twitter deler flere billeder fra branden. Blandt andet brugeren Julien Genestoux.

Billedet herunder er lagt på Twitter for to timer siden med beskrivelsen: 'Det bliver en lang nat'.

Mange deler mandag aften billeder fra stedet.