Mens skotterne venter på resultatet af afstemningen om for eller imod løsrivelse, har mange valgt at henlægge valgnatten til favoritpubben, fortæller Berlingskes journalist i Edinburgh.

SKOTLAND: Den skotske hovedstad Edinburgh syder af forventning, efter at stemmestederne landet over lukkede klokken 23 dansk tid.

Mange er taget på pub for at følge slagets gang og stemmeoptællingen, der fredag morgen vil vise, om Skotland vrister sig løs af Storbritannien.

»Folk er enormt spændte på resultatet. Men det er ikke sådan, at byen er dækket af flag og balloner og den slags. Men når man snakker med folk, så kan man godt fornemme, at det er en stor og en historisk beslutning, der træffes - nemlig om man skal kaste sig ud i det store ukendte og blive selvstændige, eller om man skal blive i unionen, som man har været en del af i mere end 300 år,« siger Berlingskes journalist på stedet, Uffe Taudal.

Det har været en valgkampagne, der har kaldt på store følelser, også selv om skotterne normalt ikke bærer følelserne uden på tøjet.

»Folk er rolige og bærer ikke de store følelser udenpå, men mange siger, de har oplevet en form for trusler. Der er specielt mange nej-sigere, der siger, at det har været ubehageligt for dem at sige deres mening. Nogen siger, de ikke har turde sætte nej-skilte på tøjet eller bilen,« siger Uffe Taudal.

Der er også blevet buhet ad enkelte politikere, fortæller han.

»Der har været nogle få tilfælde, hvor politikere er blevet råbt ad, og så har der været et tilfælde, hvor en er blevet ramt af æg. Men der er ikke meldt om alvorlige, voldelige sammenstød,« siger Uffe Taudal.

Han fortæller, at mange pubber holder ekstra længe åbent natten til fredag, så folk kan sidde og følge stemmeoptællingen på TV, mens de får en tår over tørsten.

De første resultater ventes at dukke op ved tre-tiden dansk tid natten til fredag, men først ved seks-tiden fredag morgen ventes det endelige resultat at være klar.

»Men uanset hvad det ender med, så er Skotland forandret i morgen (fredag, red.). Der er lagt så meget håb, så mange kræfter og så megen energi i det her. Den her afstemning har overrasket alle. Alle troede, at der ikke ville være overvældende interesse for at deltage, men lige pludselig er der inden for få uger sat brand i det hele, fordi skotske nationalister har kunnet ane selvstændighed inden for rækkevidde,« siger Uffe Taudal.

Den seneste meningsmåling fra YouGov viser et flertal på 54 procent, der ønsker, at Skotland fortsat skal være en del af Storbritannien, skriver Reuters.