Skotland går i gang med forberedelserne til en ny folkeafstemning om uafhængighed, siger førsteminister.

Edinburgh. En ny folkeafstemning om skotsk uafhængighed er i høj grad på bordet, siger den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, efter regeringsmøde lørdag formiddag.

- De fleste af vores diskussioner her til morgen handlede om, hvad vi kan gøre her og nu, meddeler Sturgeon på en kort pressekonference efter krisemødet i den skotske regering.

- Vi enedes om at indlede diskussioner omgående med EU?s institutioner og øvrige EU-medlemslande for at undersøge alle muligheder for at beskytte Skotlands plads i EU, siger hun ifølge BBC.

Et flertal på 62 procent af de skotske vælgere stemte torsdag for at forblive medlem af EU, mens kun 48 procent af befolkningen i hele Storbritannien stemte det samme.

Sturgeon siger, at det skotske selvstyre nu er i gang med forberedelserne til en ny folkeafstemning om uafhængighed fra det øvrige Storbritannien.

- Der vil blive taget skridt til at sikre, at den nødvendige lovgivning er på plads, siger den skotske leder.

For to år siden stemte 55 procent af skotterne imod en løsrivelse, men med den britiske folkeafstemning om at forlade EU har forudsætningerne ændret sig så meget, at det kan give årsag til at spørge den skotske befolkning endnu en gang, mener Sturgeon.

- En ny skotsk folkeafstemning er i høj grad en mulighed, der bør være på bordet, og den er i høj grad på bordet, siger hun.

/ritzau/