Mus og mænd omkom, da to flådeskibe frøs fast ud for det nordlige Canada. Nu er næsten intakt vrag opdaget.

Et skib, som i 1848 gik ned under en af den britiske flådes mest katastroferamte forsøg på at udforske polarhavene, er blevet fundet i næsten intakt tilstand på havets bund i en bugt ved Canada.

Det skriver The Guardian.

Polarforskeren Sir John Franklin havde fået stillet to skibe til rådighed i sit forgæves forsøg på at gennemsejle Nordvestpassagen.

Både følgeskibet HMS Terror og moderskibet HMS Erebus blev efterladt af besætningerne, da skibene frøs fast i kraftig havis.

Ekspeditionen endte med at koste Franklin og hans 128 mænd livet.

Det er den værste katastrofe i den britiske flådes lange historie med at udforske polaregnene.

Det er efter al sandsynlighed vraget af HMS Terror, der nu er blevet opdaget. I 11 år efter skibene forsvandt, ledte eftersøgningshold efter dem, men fandt ingen spor.

De forsvundne mænds skæbne forblev en gåde, der siden har optaget generationer af historikere, arkæologer og eventyrere.

Nu lader mysteriet til at være kommet tættere på en forklaring, efter at en gruppe videnskabsfolk fra Arctic Research Foundation har fundet vraget tæt ved øen King William ud for det nordlige Canada.

Søndag manøvrerede et hold canadiske forskere et lille, fjernstyret apparat ind i skibets indre gennem en åben luge. Herfra blev der taget fantastiske billeder, skriver den britiske avis.

»Det er lykkedes os at komme ind i messen (det fælles spiserum, red.). Vi er kommet frem til enkelte kahytter,« fortæller Adrian Schimnowski fra Arctic Research Foundation i en mail til The Guardian.

I skibets proviantrum står tallerknerne fortsat på hylderne. En enkelt dåse er også intakt.

»Vi har set to flasker vin, borde og tomme reoler. Fundet et bord med åbne skuffer med et eller andet bagest i en skuffe,« tilføjer han.

Vraget ligger på cirka 24 meter dybt vand. Skibet er i god stand. Ruderne i tre ud af fire høje vinduer i kaptajnens agterkahyt er således intakte.

»Hvis du kunne hæve dette skib og tømme det for vand, så ville det sandsynligvis flyde,« siger Adrian Schimnowski.

Franklin-ekspeditionen sejlede ud i 1845. Dens sørgelige skæbne betegnes som en af de største tragedier i opdagelsesrejsernes tid.

/ritzau/