En flok indfødte stillehavs-øboere reddede måske en dansk dykker fra døden.
Danske Rasmus Mortensen kan takke de syv beboere på stillehavsøen Oruluk for, at han i dag har fast grund under fødderne. Var det ikke for dem, lå han måske på bunden af Stillehavet.
Dette er en historie fra de syv verdenshave. En historie om hvide søfarers dumdristighed og om indfødte øboeres heltemod.
Det, der skulle have været den ultimative dykkerferie, var tæt på at koste 36-årige Rasmus Kofoed Mortensen fra København livet.
Rasmus Kofoed Mortensen havde aldrig sat sine ben på et sejlskib, da han planlage en to måneder lang sejltur rundt i Stillehavet. Planen var at tage ud til forskellige øer i Mikronesien for at dykke og skyde fisk med harpun. Skib og sejlerkammerater fandt han via en hjemmeside, hvor folk, der ejer skibe, søger besætning.
Han mønstrede skibet ’Kijro’ på øen Pohnpei i slutningen af februar. Om bord var skibets ejer, en 66-årig amerikaner med langt hvidt skæg, og en anden 63-årig amerikaner med et skæg, der var lige så langt og hvidt som kaptajnens.
Uerfaren kaptajn
Det viste sig hurtigt, at kaptajnen ikke havde særligt godt styr på sin skude. To gange stævnede de ud fra Pohnpei, men begge gange måtte de vende om efter få timers sejlads, fordi der var hul i benzintanken. Da de gennemgik skibet, viste det sig, at skibet havde en række mangler, som den uerfarne skibsejer ikke havde taget højde for.
»Jeg havde hele tiden følelsen af, at jeg ikke var ikke sikker på den båd, for der var rigtig mange ting, der ikke virkede,« fortæller Rasmus Kofoed Mortensen via Skype.
Tredje sejlads endte helt galt. Da skibet nåede ud til en atol, (en cirkelformet øgruppe, red.), sejlede de direkte ind i et rev. Roret knækkede, og motoren gik i stå. Skibet kilede sig fast i revet og var ikke til at få fri. Vand begyndte at fosse ind.
»Vi kunne ikke blive på skibet. Der var dårligt sigte, der var kæmpestore bølger, og det øsede ned. Det var en rimelig skræmmende oplevelse, men jeg tog det egentlig overraskende roligt,« fortæller Rasmus Mortensen.
Skibet befandt sig fem sømil (mere end ni km, red.) fra land, og der var en kraftig strøm, der trak ud mod det åbne hav. Ejeren af skibet gik i panik og vidste ikke, hvad han skulle gøre. Den anden amerikaner var mere erfaren og begyndte at tage sejlene ned og sætte redningsbåden i vandet.
Skibet var udstyret med en nødknap, men det befandt sig så langt fra civilisationen, at det ville tage mange timer, før et redningshold ville nå frem. Med sig havde de en lille jolle, som skulle bruges til dykkerture. Den ville de nu bruge som redningsbåd, men den sank hurtigt, fordi bølgerne skyllede ind over den. Nu var eneste udvej en oppustelig redningsflåde uden motor. Mens de pakkede redningsflåden med de mest essentielle fornødenheder, kaldte de ’mayday, mayday, mayday’ over radioen.
De indfødte
Forliset skete midt inde i Oruluk Atoll. På Oruluk bor der syv personer. De har en radio, som de lytter til i et kvarter hver dag fra klokken 17:00 til klokken 17:15. Forliset skete klokken 15:00, og derfor hørte de syv øboere nødkaldet fra Kijro, da de åbnede op for radioen. Øboerne har en motordrevet båd, men de havde kun benzin nok til at sejle ud til Kijro – ikke til at sejle tilbage. Alligevel trodsede de uvejret og bølgerne og sejlede ud for at redde de tre skibbrudne.
»De satte deres liv på spil for at redde os. De sejlede ud efter os uden at have benzin til at komme tilbage. Hvis de ikke havde fundet skibet, kunne de ikke komme tilbage. Det er en rimelig vild risiko at løbe for at redde nogen, man ikke kender,« fortæller Rasmus Mortensen.
Reddede hans liv
Han tør slet ikke tænke på, hvad scenariet havde været, hvis ikke de havde fået kontakt til øboerne.
»Hvis ikke de havde reddet os, så havde det set meget sort ud. Så havde vi siddet tre mand i en meget lille redningsflåde i uvejr langt fra land. Det var absolut rimelig tæt på at gå helt galt,« siger han.
De syv øboere boede i primitive palmehytter og havde levende svin og høns gående rundt. Trods de beskedne kår, fik de skibbrudne både mad og husly af øboerne. Dagen efter sejlede de ud til Kijro for at bjerge de mest værdifulde ting om bord. Efter to dage var skibet helt dækket af vand.
Som tak for deres indsats lavede Rasmus Mortensen – der er hobbygastronom – mad til alle øens beboere med madvarer, der var blevet bjerget fra skibet. Derudover fik øboerne en masse værdifuldt udstyr, der var blevet bjerget fra skibet.
Efter et par dage på Oruluk blev de tre skibbrudne samlet op af et mikronesisk politifartøj, der sejlede dem tilbage til øen Pohnpei.
Rasmus Mortensen er nu på vej videre til Vietnam, hvor han planlægger at holde en stille og rolig ferie. Han agter ikke at sætte sine ben på et sejlskib foreløbig.
