I en af verdens største, bitreste og mest langstrakte skilsmissekampe beskyldte ekskonen en af verdens rigeste mænd for at have gemt sin formue i skattely, så hun ikke kunne få del i den.  Nu afslører Panama-dokumenterne, at ekskonen havde ret.

De blev kendt som parret, der har haft en af de mest langstrakte og bitre skilsmissekampe i verden. For det gik langt fra stille for sig, da en af verdens rigeste mænd, den russiske rigmand og oligark Dmitri Rybolovlev, for nogle år siden ville skilles fra sin kone. Den rige russer, der har tætte forbindelser til både den russiske præsident Putin samt til Monacos prins Albert, er egentlig uddannet læge, men har skabt sin formue på blandt andet kunstgødning.

Og ud fra et økonomisk synspunkt var det et smart valg at satse på erhvervslivet frem for lægekarrieren, for han fik skabt en gigantisk formue. Ifølge det amerikanske finansmagasin Forbes er han verdens 148. rigeste mand med en formue på 7,7 mia. dollar svarende til over 50 milliarder kroner. Og formuen har tidligere været større.

Men den nu 49-årige russer havde absolut ikke tænkt sig at give afkald på særlig meget af sin velstand frivilligt, da han skulle skilles.

I en langstrakt retssag forsøgte han på alle mulige måder at slippe med at betale så lidt som muligt til sin ekskone, som han havde været gift med i 24 år. Det resulterede blandt andet i, at hun beskyldte ham for at have skjult sin formue for hende, så hun ikke kunne få fat i den ved bodelingen.

Og nu afslører det massive læk af dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama, at Dmitri Rybolovlev ekskone Elena  Rybolovlev havde ret. Den russiske rigmand er nemlig én blandt utallige rigmænd, verdensledere, sportsstjerner og andre kendte personligheder, der har benyttet det omstridte advokatkontor til at sende formuer i skattely. Det skriver Daily Mail og Forbes.

Ifølge den britiske avis lykkedes det milliardæren at skjule dele af sin formue ved gennem Mossack Fonseca at få oprettet et selskab på de Britiske Jomfruøer.

Selskabet, der angiveligt kun bestod af en postboks-adresse, ejede ifølge Daily Mail flere bemærkelsesværdigt dyre ting som for eksempel en værdifuld malerisamling med malerier af kunstnere som Picasso, Van Gogh og Monet. Samlingen er så værdifuld, at den beskrives som et ’mini Louvre’. Desuden ejede postboks-selskabet også en større mængde antikke møbler.

Og dokumenterne afslører ifølge Daily Mail yderligere, at selskabet for alvor begyndte at få værdier tilført omkring år 2009, hvor ægteskabet mellem Dmitri og Elena Rybolovlev var begyndt at gå i stykker. Det skete ved, at selskabet begyndte at flytte værdier fra parrets fælles hjem i Schweiz til London og Singapore for at forhindre, at Elena Rybolovlev skulle kunne få fat i dem ved skilsmissen.

Elena Rybolovlev havde dog under den otte år lange skilsmissesag, der endte med et forlig sidste år, i lang tid mistanke om, at hendes mand forsøgte at snyde hende. Mistanken opstod ikke mindst på grund af mandens sære opførsel inden skilsmissen.

Rigmanden, der de seneste år har boet i Monaco, hvor han har erhvervet sig skattelyets dyreste lejlighed, og som er gode venner med selveste prins Albert af Monaco; og som tilmed har købt fyrstedømmets fodboldstolthed, AS Monaco, havde nemlig inden skilsmissen foretaget nogle mærkelige opkøb.

Ifølge Forbes købte han blandt andet en villa til knap 95 millioner kroner i Palm Beach i Florida i USA af selveste Donald Trump samt en 88 millioner dollar dyr lejlighed nær Central Park i New York, der angiveligt blev købt til parrets datter, den nu 24-årige Ekaterina Rybolovlev. Rigmanden købte desuden også den græske ø Scorpios af Onassis-arvingen Athina Onassis til sin datter. Angiveligt måtte han betale 150 millioner dollar for øen.

Prins Albert af Monaco Dmitry Rybolovlev, der ejer fodboldklubben AS Monaco, er gode venner. Her ses de sammen til en fodboldkamp.
Prins Albert af Monaco Dmitry Rybolovlev, der ejer fodboldklubben AS Monaco, er gode venner. Her ses de sammen til en fodboldkamp. Foto: GUILLAUME HORCAJUELO
Vis mere

Elena Rybolovlev, der havde mødt oligarken, da de endnu begge var studerende, og som angiveligt havde stået trofast ved hans side, selv mens han i 11 måneder sad fængslet i Rusland under anklage for mord (anklagen blev sidenhen frafaldet, red.), ville dog ikke lade sig narre af sin mands forsøg på snyd. Hun holdt fast i, at hun ville have halvdelen af hans formue og forlangte 4,5 milliarder dollars svarende til 30 milliarder kroner, hvilket ifølge britiske medier angiveligt var verdens største skilsmissekrav.

Elena Rybolovlev fik i første omgang medhold i retten i Schweiz, men den stenrige oligark havde dog efterfølgende held til at få beløbet reduceret til 600 millioner dollar svarende til knap 4 milliarder kroner i landsretten i Schweiz, hvor parret dengang boede.

Da Elene derefter havde mulighed for endnu engang at tage sagen i retten, endte parret med at indgå forlig i 2015. Det vides ikke, hvad beløbet endte på, men det menes, at beløbet endte et sted mellem de to beløb.

Under retssagen kom det desuden frem, at den russiske milliardær havde været utro og ifølge konen holdt mange fester med unge kvinder på sin dyre yacht.

Parrets datter Ekaterina Rybolovlev blev ifølge New York Post fanget som en lus mellem to negle, da hun kendte til fars sin utroskab, og han købte hende derfor til tavshed ved at give hende en konkurrencehest til knap ti millioner kroner samt en bil til over tre millioner kroner. Og derudover blev hun også ejer af lejligheden i New York.

Dmitry og Elena Rybolovlev har to døtre. Udover datteren, Ekaterina, har de også datteren Anna, der blev født i 2001. Hende fik ekskonen Elena forældremyndigheden over ved skilsmissen

Ifølge Daily Mail er Dmitri Rybolovlev langt fra den eneste rigmand, der i de lækkede skattepapirer er blevet afsløret i at have brugt advokatfirmate Mossack Fonseca til at skjule værdier for konen.

Og i mange af tilfældene har mændene fået gang i aftaler med firmaet i god tid inden, at konerne overhovedet blev klar over, at der var en skilsmisse på vej.