BBCs generaldirektør, George Entwistle, har taget konsekvensen af endnu en sag om seksuelt misbrug af børn og trukket sig fra posten

STORBRITANNIEN: BBCs generaldirektør, George Entwistle, er lørdag fratrådt sin stilling - blot to måneder inde i jobbet. Det skriver Reuters

Opsigelsen kommer blandt andet efter, det ikke er lykkedes generaldirektøren at få bugt med sagen om den nu afdøde og tidligere tv-vært på BBC Jimmy Savile, der mistænkes for at have misbrugt op mod hundredvis af mindreårige seksuelt, mens han i 40 år arbejdede på det britiske tv-selskab.

Fordømmelsen mod BBC har kun vokset sig større, efter selskabet fredag kom med en pinlig undskyldning for i det undersøgende nyhedsprogram Newsnight at have anklaget en tidligere toppolitiker for at være pædofil. Anklager, som hurtigt viste sig ikke at holde stik.

George Entwistle fortæller, at han har taget beslutningen »i lyset af de uacceptable journalistiske standarder i Newsnight«, fordi han var chefredaktør.

- Jeg har besluttet, at den mest hæderlige ting at gøre er at træde tilbage fra posten som generaldirektør, siger han ifølge Reuters.

BNB/Reuters