Spændinger mellem Tyrkiets præsident og premierminister får formentlig konsekvenser i løbet af få uger.

Ankara: Det tyrkiske regeringsparti arbejder ifølge en række internationale medier på at udskifte premierminister Ahmet Davutoglu.

Årsagen er tiltagende spændinger mellem ham og præsident Recep Tayyip Erdogan, der begge er en del af partiet AKP.

Fem partimedlemmer bekræfter over for nyhedsbureauet Reuters, at Davutoglus fremtid på posten er usikker, og at hans tid som premierminister formentlig vil være et afsluttet kapitel i løbet af de kommende uger.

Meldingen kommer efter et halvanden time langt møde mellem Davutoglu og Erdogan onsdag.

Præsidenten ønsker at ændre det nuværende parlamentariske system, men det har fået en lunken modtagelse fra premierministeren.

Det ventes, at AKP vil holde en ekstraordinær kongres i den nærmeste fremtid, og ifølge BBC vil politikerne på partikongressen pege på en ny person til premierministerposten.

Præsident Erdogan udpegede i 2014 selv sin efterfølger, da han blev præsident, men Erdogans ønske om at give Tyrkiets præsident endnu mere magt på bekostning af premierministeren er blevet mødt af modstand fra Davutoglu.

Den tyrkiske avis Hürriyet skriver på sin hjemmeside, at premierministeren vil holde et "afgørende" pressemøde torsdag.

Andre AKP-kilder siger til avisen, at partiet på den kommende kongres vil pege på en premierminister, og Davutoglu stiller angiveligt ikke op til posten.

Tv-stationen CNN Türk citerer kilder for, at partikongressen vil finde sted i løbet af denne måned, mens Reuters har fået oplyst, at en kongres kan finde sted mellem 21. maj og 6. juni.

En række ministre er blevet nævnt som mulige kandidater til at overtage posten som premierminister. Ifølge Reuters er det transportminister Binali Yildirim og energiminister Berat Albayrak, der også er Erdogans svigersøn.

/ritzau/