Mindst 33 er blevet dræbt under Sandys hærgen på den amerikanske østkyst. Dødstallet ventes at stige, når redningsarbejderne har gennemsøgt de ødelagte huse.
Beboerne på den amerikanske østkyst fik et særdeles brutalt møde med Sandy. Efter flere dages rasen på de caribiske øer, hvor over 70 mennesker mistede livet, ramte den tropiske orkan mandag aften lokal tid USA med vindstyrker på mere end 170 kilometer i timen.
7,5 millioner amerikanere fra North Carolina i syd til Massachusetts i nord mistede strømmen, mange tusinde er blevet hjemløse på grund af vind, vand og brande, og foreløbig er mindst 33 personer blevet dræbt.
I New York City, som er blevet erklæret katastrofeområde af præsident Obama, er der 10 registrerede dødsfald på grund af Sandy, men borgmester Michael Bloomberg forventer, at dødstallet vil stige. Det vil formentlig ske, når redningsarbejderne er færdige med at gennemsøge bydelen Breezy Point, der blev hærget af en voldsom brand under orkanen.
- Vi har mistet 80 huse. Branden er ikke slukket, men den er under kontrol, og brandvæsenet er begyndt at lede efter ofre. Jeg vil gerne kondolere ofrenes familier, og jeg er overbevist om, at de er i tankerne hos alle newyorkere i dag, sagde borgmesteren under et pressemøde tirsdag.
Vandmasserne, som Sandy førte med sig, er trængt ned i New Yorks undergrundssystem, hvor flere togtunneller er oversvømmet. Byen er gået helt i stå, fortæller den danske folketingspolitiker Brian Mikkelsen (K), der befandt sig på Manhattan under orkanen.
- Det eneste, vi har hørt hele natten, er brandbiler og politibiler. Gaderne har været tomme. Byen har virkelig fået ar på sjælen med den orkan, som har stormet gennem byen, siger han.
Borgmester Bloomberg forventer, at det vil tage lang tid at få ryddet op efter Sandys hærgen. Det samme gør guvernøren i delstaten New Jersey, Chris Christie.
- Det vil tage os flere måneder at komme over det her, siger guvernøren til CNN.
Næstformanden fra Venstres Ungdom, Jens Husted, befandt sig i hovedstaden Washington D.C., da Sandy ramte. Han er sammen med tre partifæller i USA for at arbejde for præsidentkandidaten Mitt Romneys kampagne, men mandag aften blev valgkontoret evakueret. Berlingske Nyhedsbureau fanger ham på telefonen i Washington-forstaden Arlington, hvor han er ude og købe forsyninger.
- Det minder om et supermarked i den gamle østblok. Butikken er næsten tom, for folk har rippet hylderne. Vi må vist nøjes med chokoladekiks og chips i aften, siger Jens Husted, der mandag aften måtte køre igennem en mennesketom hovedstad for at komme hjem til Arlington.
- Det er ikke en tur, jeg glemmer lige med det samme. Vi kørte forbi Det Hvide Hus og Pentagon, og der var ikke et øje. Vejskilte fløj rundt, så chaufføren måtte stå på bremsen, siger venstremanden, der trods alt er sluppet let gennem orkanen.
- Vi har været uden internet, telefon og TV i 12 timer, men der er ikke store ødelæggelser, hvor vi bor, fortæller han.
Andre steder langs østkysten er flere tusind amerikanere blevet tvunget til at forlade deres hjem og flytte i nødherberg. I New York lover borgmesteren, at herbergerne vil forblive åbne, så længe det er nødvendigt.
Skaderne forventes ifølge analysefirmaet IHS Global Insight at koste op mod 20 milliarder dollar, mens man desuden regner med, at Sandy vil koste USA op mod 30 milliarder dollar i tabte indtægter.



