Showbusiness-guruen Simon Cowell er kommet i særdeles kraftig modvind på de sociale medier på grund af en donation, han gav til en israelsk organisation i efteråret.

Kritikken af hans donation kommer i kølvandet på den konflikt, Palæstina og Israel endnu engang er kommet i, efter tre israelske teenagere blev dræbt.

Siden har de to parter bekriget hinanden med raketaffyringer, der har kostet mere end 600 palæstinensere livet - heriblandt en lang række børn og kvinder.



Kritikken kommer fra pro-palæstinensere, der mener, det er forkasteligt, at han har doneret penge til Israel, der i forvejen får international kritik for at bruge overdreven magt mod de palæstinensiske tropper og civilbefolkning.



Simon Cowell, der er kendt for blandt andet at have opfundet talentshowet X-factor, donerede tilbage i oktober 2013 150.000 dollars ved et velgørenhedsarrangement arrangeret af den israelske milliardær Haim Saban, der står bag tv-serien 'Power Rangers'.