FNs Sikkerhedsråd er blevet hasteindkaldt for at drøfte den anspændte situation i Mellemøsten ovenpå Israels drab på en fremtrædende Hamas-leder.

FNs Sikkerhedsråd er natten til torsdag indkaldt til et ekstraordinært møde, efter onsdagens israelske luftangreb på Gazastriben, hvor den højtstående Hamas-chef Ahmed al-Jaabari mistede livet. Det oplyser Frankrigs FN-mission, som ifølge Reuters betegner mødet som »en lukket privat debat«, hvor israelske og palæstinensiske diplomater skal forsøge at finde fælles fodslag.

Israel har bebudet flere angreb, og det har sat gang i spekulationer om, at det i forvejen anspændte forhold mellem palæstinenserne og israelerne kan være på vej ind i en ny blodig fase. En frygt, der har fået yderligere næring af Hamas trussel om, at drabet »har åbnet portene til helvede«.

Udover det hasteindkaldte møde i FNs Sikkerhedsråd, forsøger FNs generalsekretær Ban Ki-moon også at gyde olie på vandene i en direkte appel til blandt andre Israels premierminister Benjamin Netanyahu.

- Ban Ki-moon har udtrykt sin bekymring vedrørende den nuværende situation i det sydlige Israel og på Gazastriben. Han håber, at Israels reaktioner er afbalancerede, så de ikke fremprovokerer en ny omgang blodsudgydelser, oplyser generalsekretærens pressetjeneste.

USAs præsident, Barack Obama, forsøger også at lægge låg på den ulmende konflikt. Han har ifølge Det Hvide Hus ligeledes talt med den israelske leder, som han opfordrede til at skåne civile palæstinensere.

Samtidig gjorde Obama det dog klart, at Israel - der er USAs nære allierede - har ret til at forsvare sig mod raketangreb fra Gazastriben.

Obama har også været i telefonisk kontakt med Egyptens præsident, Mohamed Morsi, som spiller en vigtig rolle i forhold til at sikre freden i regionen. Onsdag kaldte Egypten sin ambassadør hjem fra Israel, som en reaktion på det israelske luftangreb. Men Morsi forsikrede ifølge Reuters Obama om, at han vil arbejde for at dæmpe urolighederne.

Indtil sin død fungerede den 46-årige Ahmed al-Jaabari som chef for Hamas’ militære fløj. Han er den højeststående Hamas-leder, der er blevet dræbt siden en storstilet israelsk offensiv mod Gaza for fire år siden. Han er blandt andet kendt for at have haft ansvaret for kidnapningen af den israelske soldat Gilad Shalit, som blev løsladt sidste år efter fem år i fangenskab.Onsdagens drab skete kølvandet på flere dages uroligheder. Siden lørdag er fire civile palæstinensere og tre militante blevet dræbt, mens endnu flere er blevet såret. Otte israelere er ligeledes blevet såret.